Henrettet for at statuere et eksempel:
Den 17. marts 1915 blev fire korporaler fra det 21.kompagni i det 336. Infanteriregiment i den 60.Division henrettet ved skydning for lydighedsnægtelse.
Hele kompagniet havde nogle dage forinden nægtet at gå til angreb mod den tyske skyttegravslinje, der lå nogle få meter fra deres egen skyttegrav. Henrettelsen - eller eksekutionen som det hedder militært - af de fire, tilfældigt udvalgte (?), skete for at statuere et eksempel. De blev 'fusillés pour l'exemple', hvilket det militære reglement fra krigens begyndelse gav mulighed for.
Efter krigen førte den ene korporals enke en lang og sej kamp i flere år for mandens oprejsning. Det lykkedes omsider i 1934.
Men hvorfor var det kommet så vidt? og hvorfor skulle oprejsningen tage så lang tid? og hvorfor er det fortsat den dag i dag stadig vanskeligt at rehabilitere de næsten 600, der blev henrettet ved skydning - 'fusillé pour l'exemple'?
Et erindringssted for henrettede soldater:
De fire korporaler
fra Souain i Champagne
De fire korporaler ved eksekutionspælene. Skulpturen, der blev indviet i 2007, står på et hushjørne over for kirken i Suippes. Den er udført af billedhuggeren Denis Melden, inspireret af en tegning af Jacqueline Laisné, der udover bogen om hele sagen har skrevet flere historiske værker om egnen i Normandiet, som korporalerne kom fra.
Tast for stort billede.(foto maj 2015)
Dommen af 3.marts 1934
Et særlig tribunal afsagde den 3 marts 1934 følgende dom i revisionen af sagen om korporalerne fra Souain:
'Det er en kendsgerning, at de fire korporaler fik en angrebsordre, som de ikke fulgte. Denne kendsgerning er ikke blevet modsagt. Men eftersom undersøgelsen af sagens akter og de talrige vidneudsagn klart giver det indtryk, at ordren ikke kunne realiseres...
og eftersom den bydende nødvendige disciplin i krigstid kræver, at man ofrer livet for at gøre sin pligt, så kan dette offer ikke kræves, hvis det går ud over grænserne for menneskelig formåen...
Desuden herkser der tvivl om hvorvidt det var af egen fri vilje, at de nægtede at udføre ordren, som de er blevet dømt for....'.
Som en konsekvens heraf har den særlige tribunal renset deres minde for de udtalte fordømmelser og har annulleret dommen af 16.marts 1915.
Det særlige tribunal var nedsat efter en lov (1931), der skulle gøre det muligt at revidere domme afsagt af krigsretterne.
Hvem var de fire korporaler?
Dommen af 16.marts 1915
De fire korporaler Louis Girard, Lucien Lechat, Louis Lefoulon og Théophile Maupas blev dømt til døden efter den militære straffelovs art.218, § 1, der omhandlede 'lydighedsnægtelse ansigt til ansigt med fjenden' (refus d'obéissance en présence de l'ennemi).
Der var iflg. dommen ingen formildende omstændighede i sagen.
Der var ingen klagemuligheder og ikke mulighed for udsættelse eller benådning.
To andre korporaler og en række menige blev frikendt, da vidner kunne påvise, at de ikke havde hørt kompagnichefens angrebsordre.
Dommen var blevet afsagt af en enig jury i en krigsret, nedsat af divisionsgeneralen Réveilhac efter en lov, indført få dage efter krigens start. Loven skulle styrke disciplinen i hæren.
Korporal Louis Lefoulon (1884-1915) var ansat ved jernbanen ved Caen i Normandiet. Der vides meget lidt om hans liv. Han blev indkaldt ved krigens udbrud, og vi møder ham først igen i marts 1915 ved fronten i Souain. Han boede sammen med sin kæreste, som han havde en søn med. Familien fik at vide, at han var faldet i kamp d.27. marts.
Korporal Théophile Maupas (1874-1915) var skolebestyrer i byen Rouxeville, senere i Chefresne (begge byer i Normandiet). Hans anden kone, Blanche Maupas, udgjorde sammen med sin mand skolens lærerstab. De var begge dygtige lærere, der var aktive og meget afholdte i lokalsamfundet. De havde to børn. Trods sin forholdsvis høje alder blev Théophile indkaldt ved krigsudbruddet til 336. Regiment. Efter to mindre orlovsperioder tog han afsked med familien for sidste gang 17.sept. 1914, da regimentet skulle afgå til fronten. Hans breve hjem er bevarede. Heri beretter han om det triste liv i skyttegraven, men han er samtidig opfyldt af ønsket om at gøre en god indsats som korporal.
Korporal Lucien Lechat (1891-1915) var tjener i en café i en mindre by i Normandiet. Efter sin mors død og farderens invaliditet voksede han op hos sin søster. Han forlod skolen tidligt. Han var i færd med at aftjene sin værneplig i Saint-Lô, da krigen brød ud. Han kom til fronten med 336. Regiment, som lå vinteren over ved Souain. I en kort orlov i august 1914 så han sin familie for sidste gang. Familien fik meddelelsen om hans død, men kendte ikke de nærmere omstændigheder. Først i 1920 fik søsteren at vide, hvad der var sket. Hun kontaktede Blance Maupas, Théophile Maupas's enke og assisterede hende i kampen for rehabilitering.
Korporal Louis Girard (1886-1915) var urmager i byen Aubervilliers. Han var gift og havde en søn. I 1914 boede familien i Paris. Han havde aftjent sin værnepligt i 1907-09. Han blev udnævnt til korporal og fik certifikat for god opførsel. Efter aftjeningen af værnepligten gik han over i den aktive reserve. Som reservist blev han indkaldt ved krigens udbrud og var med ved fronten fra august 1914 til marts 1915. Nogen tid efter hans død modtog hans enke 150 franc i offentlig hjælp til trods for, at familie efter henrettede soldater ikke havde krav på offentlig støtte.
(Foto fra informationstavlen i Suippes)
10. Marts 1915 - da soldaterne nægtede at gå til angreb
Baggrunden: Vestfronten i Champagne 1914-1915
Efter slaget ved Marne september 1914, hvor den tyske hær stod kun få kilometer øst for Paris, var den tvunget på tilbagetog mod nord. Men tilbagetoget blev ikke ret langt. Hæren gravede sig efterhånden ned i stærke forsvarsstillinger på højdedragene i det franske landskab. Fronten stivnede i den berygtede skyttegravskrig.
De franske infanteridivisioner blev gang på gang sat ind i mindre, lokale angreb i forgæves forsøg på at 'prikke hul' i den tyske frontlinje. Ofte skete det med ringe artilleriforberedelse, og tabene i soldaterliv var katastrofale. Men den franske ledelse havde svært ved at ændre på den militære strategi og taktik.
General Reveilhac, chefen for 60. Infanteridivision, var en af de mange officerer, der var 'opdraget' i den franske 'elán', doktrinen om den 'offensive ånd'. Infanteriangreb var det afgørende moment bag en sejr.
336. Infanteriregiment, der kom fra Saint-Lô i Normandiet, havde været i kamp siden krigens udbrud. Efter at have haft et tab på 755 man i kampene ved Meuse og Marne var regimentet reduceret til ca. 1400 mand, da det ankom til fronten ved Souain (se kort tv.). Maupas ankom først d.14.okt sammen med forstærkninger på 500 mand. Regimentet, der indgik i 60. Division, bestod af to bataljoner, hver med 4 kompagnier. (De fire korporaler befandt sig i 21.kompagni i 6.bataljon)
Divisionen havde forsøgt at støde frem mod nord flere gange. Det strategiske mål var bl.a. Navarin gården midt på højdedraget (se kort tv) og jernbanen ved Somme-Pu. Men forgæves - terrænet gjorde det ikke let. Byen Souain, der var totalt ødelagt, lå i en lavning - og tyskernes stillinger med maskingeværer lå på højderne omkring (se markeringen på kortet tv). De franske skyttegrave gik en bue nord om Souain og nord om kirkegården - og ind under kirkeruinerne.
Maupas beskrev situationen i sine breve hjem: I slutningen af 1914 hed det, at 'bombardementet er forfærdelig...jeg er ikke stærk i disse øjeblikke. Jeg kryber sammen i mit hul. Det er sandeligt umenneskeligt for en 40-årig...' D.9.februar 1915: 'Der er øjeblikke, hvor jeg fortvivler - og det er et af dem. Familiefædre som er tvunget op på slagtebænken. Det er afskyeligt...intet hvil. Mit nervesystem er i den grad bragt i uorden...'. Både januar og februar var præget af hård frost. Alle frøs. Alle angreb af 60. Division mod nord siden okt. 1914 havde været resultatløse.
Slagmarken i dag
mellem Nazarin og Souain
Landskabet i dag mellem Navarin gården og Souain. Billedet giver et ganske godt indtryk af højdeforskellene.
Fire skæbnesvangre dage
Natten mellem d.6. og 7.marts var 336.Regiments to bataljoner fremme i forreste skyttegravslinje nordvest for Souain. Sammen med to andre regimenter indledte de kl.14.00 d.7.marts et angreb mod den tyske linje. En underjordisk mineeksplosion (fremkaldt af franske ingeniørsoldater) i den tyske linje var signalet til angreb. Men de franske infanterister kunne ikke nå frem til randen af det krater, som eksplosionen havde dannet. Kl.16.30 forsøgte 336.Regiment sig igen med et nyt angreb, men kun 20 m fra egen skyttegrav måtte det opgives. Et nyt angreb d.8.marts af 18.kompagni blev opgivet på grund mangel på ammunition og på grund af den stærke vind, der gjorde det vanskeligt at skyde fra brystværnet.
21.kompagnis angreb d.9.marts kl.16.30 blev slået tilbage af de tyske maskingeværer. Iflg. divisionjournalen kom angrebet ikke op af skyttegravene, selvom det franske artilleri forlængede sit dækkende bombardement - og selvom kompagnichefen og sektionscheferne forsøgte at få soldaterne frem ved selv at gå op. Samme dag skrev Théophil til Blanche, at næsten alle i hans sektion blev såret, undtagen ham selv.
Om angrebet d.10.marts hed det i divisionens journal, at tyskerne nu var helt forberedt på angrebet, der skulle finde sted kl.5 om morgenen. Mændene ville blive mejet ned i skæret fra lysgranaterne. Officererne og underofficererne kunne ikke få soldaterne til at gå i angreb. Kompagnichefen, løjtnant Morvan, udtalte til appelretten i Rennes 1921, at 'mine mænd var så sløvede af opholdet i skyttegraven, at ingen ville gå op. Ingen havde længere den vilje, der krævedes til at gå i angreb'. Regimentschefen bekræftede, at regimentet efter en lang periode uden hvil og svækket af talrige tab og sammensat af mænd, der var for gamle, var ude af stand til at gøre det, som man befalede.
Krigsretten:
6 korporaler og 18 menige (blandt de yngste) blev udtaget (af hvem? lodtrækning?). Maupas blev (måske) udpeget, fordi løjtnanten, der kendte ham fra hjemegnen i Normandiet, bar nag til ham. Krigsretten, der bestod af 5 officerer fra divisionen, blev afholdt d.16. marts. Dommen faldt efter nogle få timers proces.
Vidneafhøringer havde generelt været til fordel for de anklagede. Bl.a. gjorde bataljonschefen, kaptajn Equilby, retten opmærksom på, at de anklagede altid havde udvist stort mod. Men han blev brutalt afvist af rettens præsident. Andre fortalte, at det franske artilleri havde skudt for kort, dvs. for tæt på egen skyttegrav. Forsvarerne argumenterede for, at lydighedsnægtelsen kun var udtryk for afmagt i den pågældende situation.
Men rettens præsident lagde vægt på, at der var tale om lydighedsnægtelse 'ansigt til ansigt med fjenden' - en skærpende omstændighed. Men det var rettens præsident selv, der havde brugt formuleringen - ikke anklageren!
Bronzerelief på monumentet for de fire korporaler på kirkegården i Sartilly, Normandiet. Relieffet er lagt ind i en granitblok, der dækker over gravene med tre af korporalerne. (Den fjerde, Louis Girard, ligger på den militære krikegård i Suippes).
Monumentet blev indviet 20. september 1925 - på et tidspunkt, da forsøg på rehabilitering måske ville slå fejl for anden gang.. Indsamlingen af penge til monumentet og dets indvielse var en del af den fornyede kampagne for rehabiliteringe. Den skulle holdes i gang!
At kampagnen (se også teksten herunder) havde medvind i offentligheden var klart ud fra avisernes reportager, og byrådet i Sartilly havde da heller ingen betænkeligheder ved at give Blanche tilladelse til monumentet, selvom det jo var for 'æreløse soldater'.
Symbolikken i relieffet er næppe til at tage fejl af: de fire ranke soldater, med bind for øjnene, venter med værdighed på skuddene. Foran dem sidder en ung kvinde, retfærdighedens gudinde, med opgivende holdning. Vægten er faldet til jorden. Men bagved, over hende, stiger solen op således som sandheden og retfærdigheden en dag vil gøre det.
Navarin-monumentet
På toppen af Navarin-pyramiden (tast for stort billede) ses denne skulptur med tre angribende franske infanterister. På stedet - på toppen af højdedraget - lå tidligere en gård, Navarin. Højdedraget var gennemskåret af tyske skyttegrave. Tyskerne holdt deres positioner indtil slutningen af juli 1918. Gården havde været målet for mange forgæves franske angreb fra oktober 1914.
Monumentet står derfor som et minde over de mange blodige slag om Champagne. Udover franske infanterister er der også mindeplader med navne på amerikanske, polske, tjekkiske og russiske enheder. Monumentet blev indviet i 1924.
Den midterste figur er general Gouraud, chef for 4.Armé. Tv er det billedhuggerens bror, som faldt i 1917, og th er det Quentin Roosevelt, søn af den tidligere amerikanske præsident Roosevelt.
Inde i pyramiden er der et kapel og en krypt, og der er mindeplader for navngivne soldater overalt på væggene, bl. a. den franske præsident Doumiers fire sønner. General Gouraud ligger begravet i krypten. I et benhus (ossuarium) er der anbragt et stort sarkofag med rester af 10.000 soldater.
General Réveilhac
(Foto fra Wikipedia)
General Réveilhac ved overrækkelsen af medaljer ved en parade. Generalen, der var 64 år i 1915, var ikke nogen populær eller anset fransk officer. Men han gjorde sig heller ikke nogen anstrengelse for at blive det - tværtimod. Han blev betragtet som en hård og autoritær officer, der holdt sig til de (nu) gammeldags og ineffektive militære doktriner. Hans brug af det militære ordensreglement var overdrevent samvittighedsfuldt.
I 60. Divisions operationsjournal skrev han, at obersten for 120.Brigade (med 336. Regiment) havde truet med at beskyde egne skyttegrave med artilleri for at få soldaterne til at angribe. Men iflg. flere vidner, herunder regimentssekretæren for 336. regiment, var det generalen selv, der kom med denne trussel, som dog blev gjort ineffektiv ved artillerioberstens krav om en skriftlig ordre! Den amerikanske forfatter brugte denne historie om generalen i sin bog 'Paths of Glory' (1936), og den optræder igen i Stanley Kubricks film af samme navn (1957) (Se længere nede på siden)
Reveilhac blev sat fra bestillingen i februar 1916. Resten af krigen havde han kommandoen over en mindre reserveenhed bag fronten.
Eksekutionen
Eksekutionen fandt sted onsdag d.17.marts 1915 kl.13 på en mark ved gården Piemont i den militære lejr ved Châlons-sur-Marne, 2 km syd for Suippes. Iflg. den militære lov skulle dommen eksekveres inden for 24 timer efter domsafsigelsen.
Blanche Maupas, enken efter korporal Théophil Maupas, skrev i sin biografi om sin mand, at han den sidste nat talte om sin familie, sin kone og sine børn med feltpræsten Couâsnon. Denne havde senere fortalt Blanche, at Théophil ikke kunne tro på den uretfærdighed, som skulle overgå ham. Til officeren for gendarmerne ved fængslet havde han sagt: man kan ikke slå mig ihjel, for jeg har ikke gjort noget forkert.
Eksekutionspelotonen blev kommanderet af en adjudant fra et andet kompagni. Pelotonen udgjordes af 13 mand, udvalgt blandt de ældste sergenter og korporaler fra alle kompagnier i regimentet.
De dømte ankom i to ammunitionsvogne. Foran gik et musikkorps. Regimentets soldater var alle opstlllet på marken. Da de dømte kørte forbi gelederne, præsenterede soldaterne gevær - uden at ordren var givet!
Maupas tog ordet for at protestere mod dommen. Han bad sine kammerater om ikke at glemme ham eller de tre andre. De skulle rehabilitere hans minde. Officererne ved pelotonen forsøgte at få ham til at tie stille, men han blev ved. Iflg. flere vidner døde han tappert, ligesom hans tre kammerater,
De fire korporaler i historien
Monumentet for de faldne i hjembyen
Monument aux morts - monumentet for de faldne i byen Chefresne i Normandiet. 'Maupas, T' er nu føjet til de andre navne under 1915 over byens faldne. Dette skete efter 1934.
Lokalhistorikeren Jacqueline Laisné beretter i sin bog om de fire korporaler, hvordan befolkningen i byen, hvor det populære par Maupas havde stået i spidsen for skolen, mødte op sammen med mange delegationer udefra for at overvære rehabiliteringsdommen blive læst ved monumentet. Flere tusinde mennesker var mødt op for at vise deres sympati med Blanche.
Vejen til rehabilitering
Blanche skrev efter eksekutionen til præsidenten for LDH - Ligue de droits de l'homme (menneskerettighedsligaen) og bad om hjælp til at få sin mands dom taget op til revision. LDH, der tidligere havde kæmpet for rehabiliteringen af kaptajn Dreyfus, accepterede at stå i spidsen for kampen.
Efterhånden kom der også støtte fra foreninger af veteraner og lemlæstede soldater, fra Blanche's lærerforening og fra 1923-24 fra særlige landskomiteer for henholdsvis Maupas og Lechat.
Blanche fik indsamlet 37 attesterede vidneudsagn fra soldater og officerer. Vidneudsagnene, der beskrev (positivt) korporalernes karakter og adfærd, blev mest brugt i kampagnen for at påvirke den offentlige mening via pressen - og til at samle penge ind. Til brug for ny juridisk proces ved appelretten pegede LDH på brud på de anklagedes rettigheder under krigsretten og brud på rettergangsprocessen.
Det lykkedes at mobilisere den offentlige mening, og krigsministeren blev presset til at bede appelretten om revisionsproces.
Men det blev et nederlag ved både den første appelsag (1921) og ved den anden (1926), til trods for at parlamentet i 1925 havde vedtaget en ny amnestilov med nye appelmuligheder.
Først med parlamentets vedtagelse af en lov om et særligt tribunal, der kunne tage krigsretssager op til revision, lykkedes det at opnå rehabilitering (se teksten med dommen øverst på siden). En stærkt medvirkende årsag til vedtagelsen af loven var appelrettens afslag på en ny prøvelse af korporalernes sag (1926), - et afslag der vakte både bestyrtelse og vrede i den offentlige debat.
Disciplin
'Da disciplinen udgør det vigtigste element i armeens styrke, er det nødvendigt, at alle overordnede hele tiden opnår de underordnedes fulde lydighed og underkastelse'.
Dette citat fra det franske militære reglement sammenfatter ganske præcist det hierarki , der herskede i det franske militær, og som gav hæren dens sammenhængskraft og styrke.
(Citeret fra informationstavle ved Suippes monumentet)
Ved krigens udbrud ønskede overkommandoen at sikre sig de nødvendige juridiske midler til at styrke disciplinen og derved undgå de konflikter, som man havde haft i den forrige krig i 1870. Derfor fik de overordnede i krigszonerne nu med den nye lov om en militærjustits (6.sept.1914) baseret på 'l'exemple' en slags fuldmagt til at undertvinge den enkelte soldat.
Alle i enhver enhed var nu 'ansvarlige' for disciplinens opretholdelse! Den nye lovs vigtigste bestemmelse handlede om de særlige krigsretter, som kunne idømme dødstraf uden mulighed for appel eller benådning - med brug af 'fusillé pour l'exemple'. Og med eksekvering af dommen inden for 24 timer.
Disse særlige krigsretter blev afskaffet i april 1916. Der var simpelthen begået for mange fejl! Virkningen af afskaffelsen viste sig også senere. Antallet af soldater, der blev idømt dødsstraf for overtrædelser af de disciplinære bestemmelser faldt ikke førend 1917 (dvs efter de såkaldte mytterier i maj i nogle af divisionerne ved fronten). Men betydeligt færre af dødsdommene blev eksekveret fremover.
En mindeplade i Navarinmonumentet
En af de få mindeplader for soldater af lavere rang i Navarinpyramiden. Mindepladen er sat af soldatens forældre. 'Han døde for Frankrig' - en indskrift, som henrettede soldater princippielt var udelukket fra at få - og stadig er for de flestes vedkommende, dvs de mange hundrede, som (endnu?) ikke er blevet rehabiliterede - måske af (konservative) politiske hensyn - eller måske fordi deres overtrædelse var uden særlige formildende omstændigheder
Rehabilitering og fransk politik
Der havde været andre sager om lydighedsnægtelse før de fire korporaler - og der kom flere til i 1915-1916. Men de var alle ret så forskellige, og det gør det vanskeligt at drage nogen generelle konklusioner omkring brugen af reglen om 'fusillé pour l'exemple'. Det samlede officielle tal (1926) for dødsdømte i denne type af disciplinærsager - hvor dødsdommen blev eksekveret - var i 1914 (sept-dec.): 216, i 1915 (hele året): 442, i 1916 (hele året): 315. Tallet 1917 er præget af mytterierne (528) og i 1918 (jan.-nov.) er tallet så faldet til 136. Men moderne forskning har reduceret det reelle tal til i alt 563!
Denne statistik siger kun noget om eksekveringen af dommene - ikke noget om sagernes karakter. Var alle dødsdomme 'korrekte', dvs var der tale om klare, bevidste overtrædelse af bestemmelser? - og hvilken indflydelse fik overtrædelsens karakter for muligheden for rehabilitering?
Der er mange eksempler på henrettede, der havde såret sig selv med det formål at blive hjemsendt, men så alligevel blev rehabiliteret efter krigen på grund af formildende omstændigheder.
Andre blev dømt for at forlade en post, måske fordi de og deres kammerater (som ikke blev dømt) havde misforstået en ordre om tilbagetrækning, hvilket ofte skete under den franske hærs tilbagetog i august-sept. 1914.
Men tilbage står det indtryk, at bestemmelsen om 'fusillé pour'l'exemple' var en fejl, og at der efterhånden blev gjort begrænset brug af dødsdomme 1916-1918. (Når der ses bort fra mytterierne maj 1917).
For de mange efterladte familier var dødsdommene 1914-1915 særligt hårde. Eksekutionerne var som regel forbundet med et navn på soldaten/soldaterne og byen, som de kom fra. Måske spillede dette forhold også en rolle for afgørelsen i de mange rehabiliteringssager i 1920'erne.
'Klimaet' for rehabiliteringen blev generelt mildere, efterhånden som tiden gik. Det politiske pres for mere rehabilitering var blevet mærkbart stærkere. Sagerne blev forbundet med venstrefløjen i fransk politik, hvilket dog ikke altid var en fordel for den enkelte sag. De foreninger, der organiserde krigsveteraner modsatte sig ofte yderligere rehabilitering, og de fik støtte fra konservative kredse helt ned på landsbyniveau.
Blanche Maupas, der var en energisk og ret pågående person, var ikke lige populær alle steder - heller ikke på sin hjemegn. Lidenskaberne kom i kog i flere sager. Til krigens traumer kom nu også disse sager om 'les fusilliés', som fremkaldte hævnfølelser og mindelser om de ydmygelser, som var oplevet ved fronten.
'Fusillé pour l'exemple'
i litteratur og på film
Blanche Maupas udgav i 1934 bogen 'Le Fusillé' om sin kamp. Samme år udkom andre bøger med samme tema, bl.a. Roger Monclin: Les Damnés de la guerre (Krigens fordømte).
I 1935 kom så den roman, som kom 'nærmest' sagen om de fire korporaler; amerikaneren Humphrey Cobbs 'Paths of Glory', på dansk 'Ærens vej'. Efter 2.Verdenskrig blev den filmatiseret (1957) af MGM med Stanley Kubrick som instruktør og Kirk Douglas i hovedrollen som den officer, der prøver at redde tre soldater, der er anklaget for fejhed og mytteri, fra eksekution.
Filmen kunne ikke vises i Frankrig. Frankrig var i 1958 i krig i Algier, og scener fra filmen, bl.a. processen i en militærdomstol, ville ikke kunne undgå at bringe mindelser om tiden 1914-1918 frem. Paralleller mellem den aktuelle krigsførelse i Algier og krigshandlinger i filmen blev da også trukket frem i medierne (som havde set filmen i Belgien).
Kritikken i Frankrig påpegede dog, at Souain og lignende sager kun udgjorde en episode i krigen på Vestfronten, altså en isoleret sag i kontrast til de store tab.
Men filmen skabte stor debat i Frankrig omkring henrettelserne, og efterhånden fik dette tema sin plads i fransk romanlitteratur. En af de mere kendte bøger fra 1990'erne, hvor tiden 1914-1918 nærmest blev 'genopdaget' i Frankrig, er Sebastien Japrisot: Un long dimanche de fiancailles (En lang forlovelse - på dansk 2005). Fem soldater er blevet dømt til døden for fejhed. De har såret sig selv, og i stedet for eksekution bliver de sendt ud i ingenmandsland uden våben. Filmatiseret i 2006.
Ærens vej
Den amerikanske skuespiller Kirk Douglas på filmplakat (her fra forsiden af en dvd-udgave 2004).
Douglas har rollen som oberst Dax, der bliver fanget i generalernes kyniske forsøg på at dække over egne katastrofale fejl. Han forsøger forgæves at forsvare de tre (ved lotteriudvalgte) soldater, der skal fungere som syndebukke.
Han må efterhånden erkende, at der skal et mirakel til for at redde dem. Det indtræffer ikke.
Ud over Souain-sagen bygger filmen også på tre andre, lignende sager fra 1914-1915, hvor soldater anklages for fejhed og for lydighedsnægtelse, og hvor henholdsvis 6 og 4 soldaters og en enkelt officers dødsdomme eksekveres.
Filmen blev i Frankrig anset for at være 'anti-fransk' og fremkaldte stærke anti-amerikanske følelser, også i 1975, da den blev vist i Frankrig for første gang. Den giver unægtelig også et ret mørkt billede af undertrykkelsen i den franske hær. Den har været vist flere gange i dansk tv.
En vurdering af den franske militærjustits
'Fusillé pour l'exemple' i et nutidigt perspektiv
Rehabiliteringssagerne viste sig alle meget komplekse. De kendte, som f.eks. de fire korporalers, kom til at virke som en slags model for andre, hvor de ikke passede. De var ikke repræsentative, navnlig ikke for sager, som også havde klare politiske aspekter (mytterierne i maj 1917).
Af de ca 50 sager (ud af de ca. 1600 eksekutioner iflg. officielle tal. En historiker sætter det reelle tal til ca. 600), som blev debatteret i offentligheden i forbindelse med deres krav om rehabilitering, var de fleste ikke 'oplagte'. Dels syntes de dømte soldater klart at have overtrådt militære regler, og dels viste vidneudsagn fra i øvrigt sympatiserende soldaterkammerater sig oftest at være ret skæbnesvangre for mulighederne for rehabilitering.
På regionalt plan har flere departementer vedtaget eller anbefalet lokale myndigheder at anerkende de dømte soldater som soldater i Den store Krig, der har ret til at få deres navne på de faldnes mindestene i byerne.
I 1998 gav daværende preminierminister Lionel Jospin i en tale i Craonne udtryk for, at de dømte skulle 'optages i vores fælles nationale minde' (Læs mere her...). Præsidenten, Jaques Chirac, var imod! I 2011 foreslog det kommunistiske parti en generel habilitering for alle 'fusillé pour l'øexemple'. Men forslaget er ikke vedtaget i parlamentet.
Antallet af krigsretssager i Frankrig 1914-1918 er forsøgsvis opgort til 140.000. Langt de fleste sager (f.eks. 'forlænget' orlov, sove på vagten) endte med arrest i få dage eller fængsel. Kun nogle få hundrede endte med dødsdom. Mange blev benådet. (NB! Antallet summariske domme på selve slagmarken, der førte til henrettelse, kendes selvsagt ikke).
En læser af kritiske bøger om det franske militær kan let få det indtryk, at den militære justits var både hård og overdreven, ja endog absurd. (se billedet tv. med Tardis tegninger). Men i vurderingen af sager af 'fusillé pour l'exemple' - og i vurderingen af krigsretssager generelt og af den franske militære justits i det hele taget, bør det også siges, at både officerer og soldater i den franske hær accepterede de grundlæggende regler for disciplinens opretholdelse.
Dødsdommene og henrettelserne var ikke udtryk for en 'militær totalitarisme'. Hundreder af soldater havde deltaget i henrettelsespelotonerne uden at afslå. Opfattelsen af pligt var en anden i 1914-1918 end i dag.
Litteratur:
Greenhalgh, Elizabeth: The French Army and the First World War (2014)
Laisné, Jaqueline: Fusillés pour l'exemple. Les caporaux de Souain, le 17 mars 1915 (2002)
Major and Mrs Holt's Battlefield Guide. The Westerne Front South (2005)
Offenstadt, Nicolas: Les fusillés de la grande guerre et la memoire collective (1914-1999). (2009 udg.)
Wikipedia (Francais) - artikel om 'rehabilitation' (2014-2015)
Copyright Bo Jessen 2012-2017
Le fusillé i Tardis tegneserie
Udsnit af Tardis tegneseriealbum 'C'etait la guerre des tranchées' (1993) (også udkommet på dansk). De tre tegninger (tegningen øverst tv indgår ikke her) viser krigsretten sat i en skolestue, derefter den dødsdømte soldat og nederst eksekutionen. Helt i Tardis stil - simple, grove streger, men med 'klar tale' i scener, der ikke er til at misforstå.
Tardi var her inspireret af sagen om den soldaten Gabrielli fra Korsika. Han havde deltaget i flere angreb, men var stukket af ved et granatnedslag. Han var analfabet og havde svært ved at tale fransk. Han blev rehabiliteret i 1933. Det særlige tribunal anså ham for ikke at være helt bevidst om sine handlinger.
Længere inde i sit album tager Tardi fat på en sag om lydighedsnægtelse i en situation, hvor angreb ville være det rene selvmord. Tre mand udtages ved lodtrækning og dømmes til døden. Historien om generalen, der i samme angrebssituation beordrer artilleriet til at skyde på egen skyttegrav for at få soldaterne i angreb får han også med her.
Tardi er om nogen den 'officielle' kritiker af krigen inden for tegneseriebranchen i Frankrig. Officerernes kynisme og uduelighed er rent ud sagt utrolig, og de almindelige soldaters holdning er udpræget defaitistisk. Deres tilværelse ved fronten kan dårligt males mere sort!
Tardi kunne også have tegnet den krigsretssag fra januar 1915, hvor korpschefen, den senere så berømte general Pétain, ønskede at skyde 25 mand, der havde påført sig selv 'hjemsendelsessår'. Men det endte med, at de blev sat ud i 'ingenmandsland' med bagbundne hænder. (Inspirationenen til bogen og filmen 'En lang forlovelse')
Copyright © All Rights Reserved
En kunstners fremstilling af eksekutionen d.17. marts 1915. Bemærk holdningen hos de fire soldater - trodsig og stolt. Hvis man skulle være i tvivl om det justitsmord, der er begået her, kan den slagne retfærdighedens gudinde på jorden foran overbevise tilskueren om det rigtige. I baggrunden solen, der stiger op som sandheden og retfærdigheden vil gøre det en dag. Relieffet dominerer det store gravmonument, der er rejst på den civile kirkegård i byen Sartilly i Normandiet. Indviet 20.september 1925 - dvs. på et tidspunkt, da Blanche Maupas og hendes støtter i Menneskerettighedsligaen, Foreningen af Veteraner og Lemlæstede var midt i kampagnen for en rehabilitering, som den nye amnestilov af januar 1925 gav mulighed for. Monumentet blev rejst efter ønske af Blanche og betalt ved en større indsamling. Næsten 5000 mennesker overværede indvielsen. Tast her for stort billede. |
