Rudyard Kipling og hans søn John
Dud Corner Cemetery ved den lille by Loos i Nordøstfrankrig ligger i nærheden af det sted, hvor løjtnant John Kipling, søn af den verdensberømte britiske forfatter og journalist Rudyard Kipling, faldt d.27.september 1915. John (kun 18 år) var Kiplings eneste søn. Han var højtelsket, og faderen kom sig aldrig over tabet. Han brugte megen tid og mange ressourcer på at efterforske omstændighederne omkring sønnens død, men uden resultat. Johns lig blev aldrig fundet.
Den britiske offensiv ved Loos, som John deltog i med sit regiment, the Irish Guards, var dårligt forberedt og måtte opgives efter få dage. Tabene, målt i faldne (8500 alene den første dag!) var enorme . Også antallet af savnede var meget stort sammenlignet med tidligere slag på Vestfronten.
Nyheden om sønnens død spredtes hurtigt i England, og Kipling modtog mange kondolenceskrivelser fra kendte og ukendte, fra kongehuset til ’manden på gaden’. Det var tilkendegivelser, som Kipling og hans hustru Carrie begge modtog med stor taknemmelighed. Men efter 3-4 års forgæves søgning måtte de efterhånden erkende, at der ikke var mere håb om at finde sønnens lig. Det vedblev at pine dem, at de ikke have en gravplads, som de kunne gå til og mindes ham.
Rudyard Kipling (1865-1936)
(foto fra Wikipedia)
Rudyard Kipling blev født i Bombay af britiske forældre. Kun 5 år gammel blev han sendt på skole i England. Han vendte tilbage til Indien (Lahore) i 1882 som journalist. Tidligt begyndte han at skrive korte historier om livet i Indien, om britiske embedsmænd og deres familier, men også om indere fra alle sociale lag (kaster). Han havde stor succes med disse udgivelser, og efter få år begyndte han at skrive for kendte aviser og magasiner i England. I 1890’erne bosatte han sig med sin amerikanske kone i Vermont i USA. Han oplevede som forfatter i denne periode sine største successer med bl.a. ’Junglebogen’. Han var nu blevet kendt over det meste af den vestlige verden. I 1907 fik han Nobelprisen. Han var forsat meget produktiv med flere novellesamlinger, digte, rejseskildringer og et stort antal avisartikler.
I 1900, under Boerkrigen, havde han besøgt Sydafrika med sin familie. Han var en stor britisk patriot, og han ansås for at være en af Storbritanniens største fortalere for imperiet.
Hans andet ’favorittema’ var den menige britiske soldat, som kæmpede for imperiet. Flere af hans historier er en hyldest til denne soldat. Selv havde han aldrig været soldat, men han havde tilbragt lang tid i soldaters selskab i Indien.
Udsnit af Dud Corner Cemetery. Af de ca.2000 soldater, der er begravet her, er over halvdelen ikke identificerede. De fleste er faldne fra Loos offensiven. På murene er der tavler med navne på ca. 20.000 savnede (The Loos Memorial). John Kiplings navn er der også. Kipling og hans hustru var til stede ved en ceremoni ved afsløringen af mindestedet i 1930.
’Dud’ betyder forsager (ikke eksploderet bombe). Navnet skyldes sandsynligvis det store antal ’duds’, som blev fundet her ved oprydningen efter krigen.
En grav med en ikke identificerede løjtnant fra sønnens regiment (the Irish Guards) blev i 1992 af Kommissionen for Commonwealth Krigsgrave erklæret for at være John Kiplings. Den nye gravsten med John Kiplins navn kan ses på en nærliggende kirkegård . (se mere herunder).
John Kipling (1897-1915)
(Foto fra Wikipedia)
John Kipling blev født 1897 som den yngste af Rudyard Kiplings tre børn. Han var lige fyldt 18, da han faldt i slaget ved Loos september 1915. Han var uddannet på en af Englands bedste privatskoler, hvor han bl.a. deltog ivrigt i skolens træningsprogram for kommende officerer. Rudyard Kipling ønskede, at John blev officer, et ønske som denne også delte. Men Johns helbred var ikke det bedste, og han havde arvet faderens dårlige syn. Dette viste sig at være et stort problem, da han ved krigens start støttet af sin far søgte om en officersbestalling, først i flåden og senere i hæren. Begge steder blev han afvist på grund af dårligt syn. Dette føltes meget pinligt af Rudyard Kipling, der som berømt imperialist i taler og artikler tordnede mod fjenden og opfordrede unge mænd til at melde sig til hæren. Kipling henvendte sig da til sin gamle ven, Lord Roberts, tidligere britisk øverstkommanderende i Sydafrika og nu i en retrætestilling som chef for the Irish Guards – og John fik så sin officersbestalling ved dette regiment. Efter ca.8 måneders træning, hvor han viste sig som en ganske duelig sekondløjtnant (17 år gammel!) blev han i 1915 sendt til fronten i Nordfrankrig.
Den britiske offensiv ved landsbyen Loos
på Vestfronten var det første større forsøg på at bryde igennem den tyske front. Sammen med den franske offensiv i Champagne skulle de allierede med deres overvægt i mandskab og artilleri besejre tyskerne i en fælles koordineret indsats.
Efter 4 dages bombardement angreb det britiske infanteri med 75.000 mand i de forreste linjer. Loos og andre vigtige mål blev indtaget, men fremgangen gik i stå samme dag, dels på grund af mangel på ammunition og reserver, og dels fordi man havde undervurderet effekten af de tyske maskingeværer i dele af det nye tyske befæstningssystem.
Hvor var reserverne, som skulle udnytte fremgangen, blevet af? Om aftenen d.26.sept nåede en del af reserven, the Irish Guards, efter 15 timers march af overfyldte veje, omsider frem til angrebsstyrken, men der var ingen til at fortælle dem, hvilke stillinger de skulle forsvare. Egne? Eller erobrede tyske? Forvirringen var total. Efter mindre end 4 timers søvn blev soldaterne i Johns bataljon om morgenen (27 sept.) beordret frem til en ny stilling, hvor angrebet på den tyske linje blev forberedt. Angrebet begyndte kl.16. John ledte en af delingerne i 2. kompagni i bataljonen. Men de tyske maskingeværer og det tyske feltartilleri havde igen fri bane, og mange af de unge uprøvede infanterister vendte om og flygtede. De fleste af officererne faldt i løbet af den første halve time, herunder (formodentlig) John Kipling. Men der er ingen sikre øjenvidneberetninger om, hvor og hvordan det skete.
Løjtnant John Kiplings gravsten på St.Mary’s A.D. S. soldaterkirkegård. A.D. S. står for Advanced Dressing Station. Øverst ’the Irish Guards’ regimenstmærke
Før 1992 lød indskriften over korset: A Lieutenant of the Great War.
Da frontlinjen efter Loos-slaget 1915 ændrede sig meget lidt i de resterende krigsår, blev det først muligt i 1919 at gå slagmarken igennem for at søge efter de savnede. Men til den tid var identifikation af faldne soldater stort set umuligt. Ligene – og tøj og anden udrustning, der kunne have hjulpet med identifikationen – var gået i opløsning. Og den militære identitetsbrik (der var kun en!), som alle soldater bar på sig, var fjernet fra de faldne, da den skulle bruges til tabsopgørelsen.
Eftersøgningen
D.2 oktober fik familien telegram fra krigsministeriet, at John var meldt savnet. Begge forældre må nu have vidst, at det betød, at John sandsynligvis var faldet. Det var slemt nok. Men værre var det, at ingen kunne fortælle dem hvor og hvordan det var sket. Hverken Johns foresatte, bataljonschefen, eller andre højere officerer kunne give præcise oplysninger. En avisartikel i en af de store morgenaviser spredte nyheden om John, og familien modtog en strøm af kondolencer fra nær og fjern.
Kipling tog ikke selv straks til Vestfronten for at søge oplysninger hos regimentet om sin søn – sådan som flere af deres bekendte havde gjort, da de mistede en søn. Men alle venner og bekendte i indflydelsesrige stillinger blev tilskyndet til at søge oplysninger – ja, selv kronprinsen lovede at forhøre sig nærmere hos den militære ledelse.
Men selvom det nu strømmede ind med nye oplysninger, var resultatet skuffende. Sårede soldater, der havde deltaget i kompagniets angreb, og som Kipling og hans hustru rejste rundt til på hospitaler i Nordfrankrig og interviewede, kom med uklare og forvirrende meldinger om John. Ingen af dem kunne klart berette, hvad der var sket med John under angrebet.
En tid klyngede familien sig til håbet om, at John var såret og taget til fange af tyskerne. Rydyard Kipling gik så vidt som til at lade en løbeseddel, der bad om nyheder om John, kaste ned over de tyske linjer. Uden resultat. En henvendelse via Geneve til tyskerne om John i muligt fangenskab, gav også et negativt resultat. Den dybt sørgende forfatter og hans hustru Carrie måtte omsider i 1919 erkende, at sønnen var død.
Denne stolte britiske løve indgår i monumentet for de savnede ved byen Ploegsteert syd for Ypres. Løven optræder ved flere britiske monumenter og soldaterkirkegårde i Belgien og Nordfrankrig.
Måske får den britiske turister til at mindes udtrykket ’lions led by donkeys’ om de menige britiske soldater og deres officerer, specielt generalerne. Kipling var ikke i tvivl om, hvad han mente om general Haig (chefen for angrebsstyrken ved Loos) og general Haking (chefen for armekorpset med bl.a. the Irish Guards). Han nægtede. at skrive en særlig hyldest til Haig ved dennes død.
Følte Kipling sig skyldig?
En sergent fra 6.deling i samme kompagni som John Kipling kunne fortælle i et interview med Kipling på det hospital, hvor han plejede sine sår, at John havde ført an, da hans og andre delinger trængte ind i minebygningerne ved Hill 70 og der dræbte 25 tyskere. Det sidste han så, inden han blev såret, var John på vej ind i en skov bag bygningerne. Sergenten havde beskrevet John som meget tapper.
Kipling og Carrie må have været stolte, da de hørte denne beretning om deres søn i det sidste øjeblik af hans liv. Men det hjalp dem ikke over sorgen.
I begyndelsen af krigen havde Kipling både talt og skrevet offentligt om pligten til at yde en indsats. Et af hans mest berømte digte, ’For All We Have and Are ’(1.sept. 1914), hævdede, at alle må yde et offer: ’There is but one task for all – One Life for each to give..’.
Carrie havde i breve til veninder indirekte givet udtryk for samme holdning: verden må reddes fra tyskerne…Man kan ikke lade naboens og
venners sønner blive dræbt for at redde vores søn’. Det er skrevet på et tidspunkt, da de første meldinger om venners faldne sønner i Nordfrankrig var indløbet.
Både Rudyard og Carrie følte formodentlig, at de ikke kunne have handlet anderledes. Mange i deres bekendtskabskreds mistede sønner. Men spørgsmålet er, om de følte skyld i sønnens død. Rudyard havde tilskyndet sin søn til at søge aktiv tjeneste til trods for hans handikap. Men Rudyard havde måske ikke haft noget valg. Han havde jo offentlig propaganderet for militærtjenesten, for almindelig værnepligt osv.
Historikere og eksperter i Kiplings forfatterskab har diskuteret, om tabet af sønnen kom til udtryk i hans digte og fortællinger, og om det yderligere forstærkede hans had til tyskerne. ’Mary Postgate’, fortællingen om den engelske gammeljomfru og den tyske flyver, der var styrtet ned i hendes baghave, ses som en reaktion på sønnens død. Mary ignorerede den sårede tyskers bøn om hjælp og lader ham dø. Men fortællingen er skrevet i september 1915, altså inden sønnen blev meldt savnet.
Titlen på slagmarkshistorikerne Tonie og Valmai Holts bog (1998) er den samme som titlen på et teaterstykke fra 1997 – og på tv-filmen, som bygger på teaterstykket og blev sendt på tv på Remembrance Day (Våbenstilstandsdagen) 2007.
My Boy Jack?
Det har vakt undren i Storbritannien, at Kipling ikke omtaler sin søn noget steds i sit forfatterskab. Hverken i senere artikler, digte eller i selvbiografien, som han skrev kort før sin død i 1936. Denne omtalerJohns fødsel, men er ellers tavs om sønnen. Dog er der passager i nogle af hans digte, der kan tolkes som hyldest til John, f.eks. i digtet
’My Boy Jack’, der indgår i en af Kiplings artikler om søslaget ved Jylland (1916): ’Have you news of my boy Jack? Not this tide. When d’you think that he’ll come back? Not with this wind blowing, and this tide.’ Jack i digtet er ikke John, som altid blev kaldt ved sit fødenavn i familien, men en savnet britisk sømand. Men digtet er sandsynligvis skrevet i efteråret 1916, hvor Kiplings søgen efter sønnen var stadig var i fuld gang, og hvor han mod alle odds stadig håbede på nyt.
Kiplings arbejde med the Irish Guards regimentshistorie kan tages som udtryk for hans ’gæld’ til sønnen – en mindesten, som han rejste for John. Det samme gælder hans andet hverv, deltagelsen i arbejdet i kommissionen for krigergrave, der opstillede retningslinjer for soldaterkirkegårdenes udformning. Indskrifter som ’known to God’ (på uidentificeredes grave) og ’their name liveth for evermore'’ (på mindestenen) er hans. Begge hverv var meget krævende og tog meget af hans energi – han der i forvejen var ældet og nedbrudt over sønnens død.
Den britiske offensiv ved Loos 25.sept. 1915.
Offensiven afsluttedes formelt først d.8.okt., men afgørelsen fandt sted allerede i de tre første dage.
De sorte pile viser offensivens første dag, den violette pil reservedivisionen med bl.a. the Irish Guards mislykkedes fremstød d.26-27.sept. Det første angreb d.25.sept. var rimeligt vellykket (når bortses fra tabene!), men der var ingen reserver til at følge angrebet op samme dag – og det gav tyskerne tid til modangreb og til at befæste deres nye stillinger. John Kipling faldt i nærheden af ’Hill 70’.
General French, chefen for den britiske hær i Frankrig, havde placeret de to reservedivisioner et stykke bag fronten, måske for at undgå at general Haig, chef for divisionerne i angrebsstyrken skulle disponere over dem! Så reserverne (inkl. Irish Guards) nåede for sent frem til at udnytte fremgangen på den første dag..
’Række efter række’ – udsnit af Tyne Cot kirkegården øst for Ypres.
Kipling besøgte også denne kirkegård, men det var efter et besøg på Rouens britiske soldaterkirkegård, at han overvældet skrev til en ven: ’One never gets over the shock of this Dead Sea of arrested lives...'
Året før (1924) havde Kipling besøgt St Marys ADS soldaterkirkegård og måske havde han her fået hjælp af gartneren til at finde graven med en ukendt løjtnant fra the Irish Guards.
Gartneren
Kipling besøgte soldaterkirkegårde på Vestfronten årligt i 1920’erne (udover andre rejser til bl.a. Ægypten og Vestindien). I 1925 gik turen forbi byen Rouen, hvor et besøg på den britiske kirkegård her synes at have inspireret ham til den berømte fortælling ’The Gardener’. Historien om Helen Turrell, en ugift engelsk kvinde, og hendes søn Michael, der meldes savnet under slaget ved Loos, indeholder mange fælles træk med Kiplings egen historie om John. Helen modtager ligesom Kipling et officielt telegram, og hendes søgen efter oplysninger om sin søns skæbne ligner Kiplings. Men efter krigen modtager hun – i modsætning til Kipling og Carrie – meddelelse om at hende søn lig er identificeret og begravet. Der var nu et ’alter’, som Helen kunne søge og bede. Den trøst skulle Kipling og Carrie (og hundrede tusinde andre forældre) aldrig få. Helen finder frem til kirkegården med Michaels grav, men må have hjælp af gartneren til at finde graven blandt 21.000 andre. Læseren forstår nu, at gartneren kan være Jesus, fordi fortællingen på dette sted er næsten identisk med Mary Magdalenes besøg til Jesus grav. Men der er ingen ’genopstandelsesmirakel’ for Helen (eller for Kipling)!
Litteratur:
Bodelsen, C.A.: Kipling (1964)
Holt, Toni og Valmai: My Boy Jack? The Search for Kiplings Only Son (1998, 2014)
Kipling, Rudyard: Collected Stories (1994)
Ricketts, Harry: Rudyard Kipling. A Life (2001)
Copyright 2012-2017 Bo Jessen
Copyright © All Rights Reserved