Käthe Kollwitz og sønnen Peter
Den tyske krigskirkegård i Vladslo, Belgien. I baggrunden de to skulpturer af de sørgende forældre, Karl og Käthe Kollwitz. (Se figurerne herunder). Kirkegården blev anlagt af det tyske militær i 1917. Vladslo lå dengang bag den tyske frontlinie. Fra 1954 - altså efter 2.Verdenskrig, begyndte de belgiske myndigheder at sammenlægge de mange mindre tyske krigskirkegårde i 4 store: Vladslo, Menen, Hoogle og Langemarck. I alt hviler der på Vladslo 25.645 faldne tyske soldater fra 1.Verdenskrig. En af dem er Peter Kollwitz. På hver gravsten er der 20 navne. Iflg. oplysninger i Wikipedia besøges Vladslo, der er kendt for Käthe Kollwitz's 'De sørgende forældre', hvert år af ca. 70.000 turister.
Det sørgende forældrepar
Billedhuggeren og grafikeren Käthe Kollwitz mistede sin yngste søn Peter, der faldt i det første slag om Flandern i oktober 1914. Peter blev 18 år.
Käthe ville sætte sin søn et varigt minde, og hun lavede de første skitser til et monument allerede i begyndelsen af 1915. Monumentet skulle have Peter som hovedfigur, med faderen ved hovedet og moderen ved hans fødder. Men hun var ikke tilfreds med resultatet. Billedet af Peter var for klart. Skitserne blev middelmådige og utilstrækkelige. I 1919 gav hun op – midlertidigt. Intet kunne udtrykke sønnens død for hende.
I de følgende år begyndte hun på en serie træudskæringer med døds- og krigsmotiver. I 1926 vendte hun tilbage til sønnen. Hun opgav at lave en skulptur med ham. Sorgen over ham måtte i stedet udtrykkes gennem forældrene, som havde mistet ham. I 1932 blev de to færdige skulpturer i belgisk marmor udstillet i Berlin og samme år flyttet til sønnens kirkegård i Flandern. Da sønnens grav flyttedes til Vladslo efter 2. Verdenskrig, fulgte forældrefigurerne med.
Käthe bar på sorgen over tabet lige til sin egen død i 1945.
Faderen og moderen er begge vist knælende. Han er stivnet i sin sorg, hun er overvældet i sin. Fortvivlet og fyldt med selvbebrejdelse. Hun kan ikke tilgive sig selv. Dybt foroverbøjet ser hun ned i jorden, kun få meter fra hende ligger hendes søn begravet. Hun vil ikke se op.
Begge er sammenknugede, men er anbragt hver for sig. De er ude af stand til at trøste hinanden.
Käthe Kollwitz
- var allerede før 1914 en kendt billedkunstner i Tyskland. Hun havde specialiseret sig i tegninger, litografier og træudskæringer, der i stærke og medrivende billeder viste menneskers (mest kvinder og børn) lidelser, som fattigdom, krig og sygdomme fremkaldte.
I 1914 havde hun som loyal socialdemokrat sammen med sin mand accepteret partiets ja til krigskreditter og intern borgfred. Men i tiden efter sin søns død vendte hun sig stærkt i mod krigen og appellerede til politikerne om at stoppe myrderierne.
I 1920’ern og 1930’erne arbejdede hun videre med temaet ’Krigen og døden’. Hun vendte sig mod Hitler og nazismen. Hun fik i 1936 forbud mod at udstille, og hendes værker blev efterhånden fjernet fra offentligheden. Et til bud fra USA om husly afslog hun af hensyn til sin families sikkerhed. Hun døde kort før 2. Verdenskrigs afslutning
Th: Käthe Kollwitz som ældre. Foto fra Wikipedia.
(1867-1945)
I sin dagbog d.30.oktober 1914 havde Käthe Kollwitz kun skrevet en enkel sætning: ’Ihr Sohn ist gefallen’ – ’Deres søn er faldet’. Peter havde været Käthes yndlingssøn. Hun faldt i en dyb depression efter hans død. Der er ikke flere optegnelser i dagbogen før d.29.november.
Käthe følte, at hun med sin accept af Peters ønske om at melde sig til krigen var skyld i hans død. Da Peter kun var 18 år i 1914, skulle han have faderens tilladelse. Men faderen afslog, indtil Käthe overtalte ham til at give tilladelsen. Käthe havde sagt, at Peter selv skulle bestemme.
Senere indslag i dagbogen afspejler den dybe fortvivlelse over sønnens død. D.17.maj 1915 omtaler hun andre mødre, som tog livet af sig selv, da de mistede deres sønner eller mænd i krigen.
Peter Kollwitz
Begge Käthes sønner, Hans (22 år) og Peter (18 år) meldte sig frivilligt til krigstjeneste i 1914. Peter var for ung til almindelig tjeneste og blev optaget i ’Landsturm’ (Landstormen), en slags reserve for alle mellem 18 og 60 år.
Peter havde forladt skolen som 16 årig og var begyndt på Kunsthåndværkerskolen. Han er blevet beskrevet som en vild ’Wandervogel’ og som lidt af en revolutionær. I juli 1914 var han med venner fra klassen på vandreferie i de norske fjelde, men alle afbrød de turen, da de hørte om den tyske mobilisering og krigserklæring og vendte tilbage for at melde sig frivilligt. Kun en af vennerne overlevede krigen.
En af vennernes far, der var en højt placeret embedsmand i krigsministeriet, fik Peter og hans kammerater optaget i et reserve infanteriregiment (på trods af en lang kø af frivillige), og efter kun to måneders uddannelsestid blev de sendt til fronten i Belgien.
Årsagen til dette hastværk var manglen på tyske reserver på det nordlige afsnit af fronten. Efter det tyske nederlag ved Marne i sept. 1914 forsøgte den tyske hær her at omgå de allierede hære ved at indlede ny offensiv ved Ypres i Belgien.
Den 4. Armé, der mest var sat sammen af ’unge regimenter’ (kortuddannede frivillige), blev sat ind i en tysk offensiv mellem byen Ypres og den belgiske nordsøkyst. Offensiven slog fejl og kostede tusindvis af unge tyskere livet. ’Bølge efter bølge’ blev forgæves sendt mod den ’morderiske’ ild fra de allierede stillinger. Således beskrev en af de unge tyske soldater angrebet i et brev. (Se længere nede om slaget ved Yser)
Peter Kollwitz faldt d.22.oktober 1914.
(Læs også om det tyske angreb i November ved Langemark…)
Yser landskab i dag – Flandern nord for byen Dixmuide i det vestlige Belgien er et typisk fladt flodlandskab. Det var her, at den tyske 4.Armé blev sat ind.
Käthe om sønnens død
I et brev (29.11.14) til sin ældste søn Hans skrev Käthe Kollwitz, at Peter blev ramt på vej op af en skyttegrav for at løbe over en brolagt landevej ii nærheden af Dixmuide.
Käthe havde netop haft besøg af en af Peters regimentskammerater, der fortalte om Peters død og om de unge soldaters store indsats. Peter var konstant i hendes tanker. I dagbogen d.15.dec. havde hun skrevet: 'Peter – Du deutscher deutscher Junge, Du Junge - Du geliebter geliebter Junge…'
D.6.feb. 1915: 'Stadig den samme drøm: han kunne være her, det var muligt, at han var i live og så kom erkendelse igen i drømmen, han er død'.
Dodengang – Dødens skyttegrav
(ca. 3 km nordvest for Dixmuide)
En rest af den belgiske skyttegravslinje, der gik fra Dixmuide til Nordsøkysten ved Nieuwpoor langs med floden Yser . I dag museumsområde med 'bevarede' skyttegrave.
D. 16.oktober 1914 var det tyske fremstød gennem det nordlige Belgien nået til Dixmuide. De tyske styrker i dette område var samlet i d.4.Armé, med bl.a. Peter Kollwitz’s regiment. Enkelte tyske enheder havde etableret et brohoved på Ysers vestbred, og d.25. oktober så belgierne sig nødsaget til at lade hele arealet øst for floden oversvømme for at stoppe den tyske fremrykning. Det lykkedes.
Käthe Kollwitz - 'Offeret'.
I 1924 udgav Käthe en ny serie af grafiske tryk: ’Krigen’. Motiverne var ikke soldater og slagmark, men mødre og børn og de lidelser, som de blev udsat for. Det første tryk i serien bar titlen ’Offeret’ (th). En ung kvinde (Käthe?) rækker sit barn, der sover trygt i hendes arme, frem mod…?
Fra 1914 havde Käthe spurgt sig selv, hvordan kvinder kunne sende deres kære ud mod kanonerne – og hvordan de kunne fortsætte med det. Det var avisernes besværgelser om unge soldaters ’lykkelige offer’ for fædrelandet, der havde fået hende til at stille disse spørgsmål, som lå bag hendes værker om krigen – og om sorgen, der havde boret sig fast. Arbejdet med denne serie tryk havde ikke fået hendes depression til at forvinde. Sorgen var kun mørke.
Käthe Kollwitz - 'Moderen og den døde søn'
I 1937 arbejdede Käthe Kollwitz på en mindre figur, en moder med sin døde søn. Moderen sidder ned med sin døde søn sammenkrøbet mellem hendes knæ. Figuren minder om den berømte ’Pietà’ af Michelangelo (Peterskirken), men forskellen er alligevel slående. Hvor Michelangelos Jesus, der hviler på Marias knæ, vises frem til beskuelse eller tilbedelse, bliver sønnen her trukket ind til moderen. Hun forsøger at beskytte ham. Der er ikke i denne holdning noget, der antyder ofring for et højere formål (frelsen).
Figuren her, et forstørret kopi af Käthe Kollwitz's original (1,6 m), blev opstillet i 1993 i Neue Wache i Berlin efter en rekonstruktion af bygningen. Indvielsen blev foretaget af den tyske forbundspræsident. Denne historiske bygning rummer således nu et mindesmærke for ofre for krig og undertrykkelse (generelt). Kollwitz’s figur skal vise, at staten – ligesom moderen – skal erkende sin pligt til at beskytte alle dens borgere. Figuren er legemliggørelsen af sorg og tab.
Litteratur:
MacGregor, Neil: Germany. Memories of a Nation (2014)
Major and Mrs Holt: Battlefield Guide. The Western Front - North (2.udg. 2007)
Piper, Ernst: Nacht über Europa (2014)
Walther, Peter(red.): Endzeit Europa. Ein kollektives Tagebuch (2008)
Copyright Bo Jessen 2012-2017
Copyright © All Rights Reserved