Sir Edwin Lutyens og de dødes rige

Forsiden En flig af Danmark Et australsk traume De fire korporaler Et gammelt og et nyt museum Den store sorg Kong Albert af Belgien Edwin Lutyens og de dødes rige Foch - marskal af Frankrig

Det nationale krigsmindesmærke

Sir Edwin Lutyens Thiepvalmonument (tv) for de faldne soldater ved Somme er nok det mest kendte eksempel på et monument på Vestfronten, hvor arkitekten har søgt inspiration i den klassiske oldtid. Men man kan jo stille spørgsmålet, om den romerske triumfbue, som er en vigtig del af monumentet, var et passende for et mindesmærke for de savnede? Et sejrsmonument?

Hvorfor valgte Lutyens og de andre arkitekter denne figur til de store mindesmærker, der skulle markere ikke kun sejr, men også dyb sorg over tabene? Var der tale om et bestemt ’ideologisk program’ bag udformningen af monumenterne og de mere end 1000 britiske soldaterkirkegårde i Belgien og Nordfrankrig – Storbritanniens største byggeri i det 20. århundrede?

Og – sidst men ikke mindst: hvad vil krigsmindesmærket fortælle os i dag, udover at vi skal mindes tabet af liv og det offer, som blev bragt

Behovet for krigsmindesmærker, ikke kun ved Vestfronten, men også ’hjemme’ i Storbritannien, Frankrig og Tyskland, var markant voksende i det første tiår efter krigens afslutning. Debatten om krigens formål var begyndt allerede i 1914, og i de følgende år øgedes kravet i offentligheden om en national markering af krigens enorme ofre. Både det ædle og det tragiske skulle mindes kollektivt nationalt.

Især det store antal af savnede – over halvdelen af tallet for alle faldne ved Vestfronten! – havde fremkaldt ønske fra de mange, ikke kun de pårørende, om steder, hvor de kunne bede og mindes deres pårørende. De mange lokale monumenter, der var rejst i byerne over hele Storbritannien og Frankrig for de faldne, ikke var nok for mange. De lokale krigsmindesmærker, f.eks. ’Monuments au Morts’ i næsten alle byer i Frankrig (th), opfyldte behovet for ’sprog’ og nogle ritualer, som kunne bruges til at bekræfte de værdier for lokalsamfundet, som soldaterne havde ofret deres liv for. Men der savnedes noget nationalt, noget mere ’monumentalt’ og mere ’arkitektonisk’, noget der talte et universelt sprog.

To forskellige nationale krigsmindesmærker

Arkitekten sir Edwin Lutyens og

De dødes rige

Tiden efter Den Store Krig – 1920’erne og 1930’erne – så opførelsen af utallige krigsmindesmærker, både i de krigsførendes hjemlande og ved Vestfronten. Nogle af mindesmærkerne besøges af flere tusinde turister hvert år. Her berettes der om de mere kendte ved Vestfronten, tegnet af den britiske arkitekt sir Edwin Lutyens. Hele komplekset af monumenter og kirkegårde er også blevet kaldt ’Empires of the Dead’ (’de dødes rige’)

Meninporten

- det britiske monument for de savnede fra kampene i Flandern.

Det er vanskeligt at forestille sig to mere forskellige nationale mindesmærker på Vestfronten end Meninporten (th) i Ypres i Belgien og Benhuset i Douaumont ved Verdun i Nordøstfrankrig - herunder tv.). Det britiske mindesmærke ('war memorial’) for de savnede i slagene ved Ypres er tydeligt inspireret af oldtidens romerske triumfbue, hvorimod det franske mindesmærke for de faldne synes inspireret af skyttegravene med de runde former (dækningsrum?) og tårnet, der er formet som en mortergranat.

Forskellen er ikke tilfældig. Både Storbritannien og Frankrig opførte flere mindesmærker for deres faldne soldater på Vestfronten, men hvor Storbritannien hyldede den klassiske tradition i triumfbuestil, gik Frankrig andre veje. Storbritannien stod for flere store ’monumentale’ byggerier, mens Frankrigs nationale mindesmærker begrænsede sig obelisker, tårne og statuer og andre skulpturer, ikke kun i traditionel stil, men også ’modernistiske’. De britiske krigsmindesmærker blev af franskmændene anset for at være for ’pompøse’, for dyre og – sammen med de næste 1000 (sic.) britiske militære kirkegårde - for at fylde for meget i det franske landskab!

Arkitekten

Sir Edwin Lutyens

Sir Edwin Lutyens (1869-1944)

(Foto fra Wikipedia)

Det er vanskeligt at placere Lutyens i en bestemt ’bås’ inden for arkitekturhistorien. Han var hverken ’traditionalist’ som flere af hans kolleger, der fulgte Victoriatidens ideer om den ideellle arkitektur. Ej heller var han ’modernist’, idet han ikke brød med ’det gamle’, men forsøgte at finde nye veje, som forenede flere forskellige ideer. Han var ikke bange for at bruge traditionelle midler, f.eks. rundbuen, og anvende dem på en ny og enklere måde.

Lutyens fik kun en kort uddannelse på en kunstskole, inden han kom i lære på et arkitektkontor. Allerede som 20årig begyndte som selvstændig arkitekt, og han blev snart kendt som en dygtig tegner af landhuse, ’country houses’, for velhavere. Flere af husene var udpræget ’romantiske’, men også eccentriske med præg af ’Art Nouveau’. Men omkring 1900 fik hans arbejde et mere ’klassisk’ præg, som kulminerede i den nye regeringsbygning i New Delhi, the Viceroy’s House, (vicekongens hus) i 1914. I 1917 blev han inddraget i den nye IWGC’s arbejde, hvor han blev rådgiver omkring anlæggelsen af soldaterkirkegårdene og krigsmindemærkerne.

Stone of Remembrance

For at sikre et ensartet præg over de mange nye anlæg fik Lutyens (og Ware - se herunder), gennemført, at der skulle stå den samme mindesten (Stone of Remembrance) med den samme indskrift på alle soldaterkirkegårde (se billedet th). Der kunne også blive plads til et kors, som også i lighed med stenen skulle være det samme, men det var stenen, der blev det fælles symbol. Den repræsenterede ikke en bestemt religiøs opfattelse!

Teksten på stenen: 'THEIR NAME LIVETH FOR EVERMORE' var hentet fra det gamle testatemnte, valgt af digteren Kipling.

Organisatoren af monumenterne og gravpladserne

Sir Fabian Ware

Sir Fabian Ware (1869-1949)

(Foto fra Wikipedia)

Sir Fabian Ware, leder af IWGC fra 1917 til 1948, 'Imperial War Graves Commission'. (I dag ’Commonwealth’ i stedet for ’Imperial’) Han var uddannet lærer og journalist. I 1915 var han chef for en mobil ambulance enhed på Vestfronten. Her blev han opmærksom på den tilfældighed, som rådede i forbindelse med begravelsen af faldne soldater. Han begyndte at opbygge en organisation, der begyndte registreringen af soldatergrave. I 1917 blev organisationen officielt anerkendt af militæret som IWGC

Det var noget nyt, at den britiske regering nu anerkendte sin nationale pligt til at sørge for de faldnes sidste hvilested. Men den praktiske opfyldelse af denne pligt var både vanskelig og uhyre udgiftskrævende. Opgaven – at anlægge både nye gravpladser i stedet for de interimistiske, som var skabt under krigen, og at opføre nye monumenter i tilknytning til gravpladserne, syntes en helt uoverskuelig opgave med de hundrede tusinder faldne. Men Ware klarede opgaven!

Forbilledet for de store monumenter

Den klassiske oldtid

Monumentet for de faldne savnede i Faubourg d’Amiens kirkegården i Arras. Som det ses af billedet her blev de store monumenter for de savnede placeret i tilknytning til soldaterkirkegårdene.

Chefen for den britiske IWGC, Fabian Ware, fik efterhånden, i stadig konflikt med ministeriets embedmænd, med efterladte, men politikere, fastlagt retningslinier for udformningen af soldaterkirkegårdene uden for Storbritannien – og efter samarbejde med kendte arkitekter og de franske myndigheder for opførelsen af de store nationale mindesmærker.

Det var vigtigt for Ware at få understreget, at alle døde soldater blev behandlet ens uanset stand, rang, formue osv. De velhavende måtte ikke grave deres døde op fra de gravpladser, som var blevet etableret bag frontlinjerne under kampene, for at tage dem med hjem. De måtte heller ikke opføre særlige gravsten eller andre mindesten. Alle døde skulle have den samme hele gravsten – ikke et kors, en halvmåne eller en Davidsstjerne

Arras monumentet mindes 34,795 soldater fra UK, South Africa og New Zealand, som faldt fra foråret 1916 og frem til 7 August 1918, og som ikke hatnoget kendt gravsted. De fleste af de faldne, som mindes her, blev dræbt i den allierede offensiv ved Arras i April og Maj 1917 og under det tyske angreb d.21. marts 1918.

Hele anlægget, både bygning og kirkegård, er tegnet af arkitekten Lutyens (om Lutyens – se længere nede). Bredden af den tempellignende bygning (fra venste mod højre på billedet) er ca. 100 m, dybden af ’tempelgården’ til højre er ca 30 m.

At arkitekten er inspireret af oldtidens græske/romerske byggestil kan vist ingen være i tvivl om. Men i modsætning til mange af renæssancens og senere tiders efterligninger af stilen, bl.a. med overdådige udsmykninger, er Lutyens bygning bevidst holdt i meget enkel stil. Søjler, basis, overliggere, buer m.v. kan næppe udformes mere enkelt end her. (se billedet herunder fra søjlegangen med Remembrance Stone for enden)

Cabarat Rouge

Et andet eksempel på inspiration fra klassicismen er Indgangsportalen til soldaterkirkegården Cabaret Rouge, nord for Arras. Den er ikke tegnet af Lutyens, men af sir Frank Higginson, der var assisterende arkitekt ved IWGC. Den er holdt lidt i Lutyens’ stil. Den romerske triumfbue genkendes i buen over selve indgangen, i de massive hjørnesøjler, hvorimod overbygningen er forkortet i bredden og afsluttes med en kuppel. Udvendig udsmykning er der ikke meget af.

Det er vanskeligt at afgøre, om det er er en ’kirkelig’ bygning. Den er ikke udtryk for en kristen religiøs holdning, men snarere for et forsøg på en religiøs neutralitet, der kan accepteres af alle de religioner, der var repræsenteret i den britiske hær.

Monument med udkigstårn

Australian National Memorial

Monument for de 10797 australske soldater, som faldt ved Somme og på andre sektorer på Vestfronten – og som ikke er fundet. På kirkegården ved siden af ligger lidt over 1500 faldne fra Australien, UK, Sydafrika og New Zealand.

Monumentet blev indviet i 1938 som et af de sidste af en række af store nationale monumenter i det britiske imperium. Arbejdet var blevet forsinket flere gange på grund af offentlige finansieringsproblemer. Af samme årsag var en planlagt 35 m høj rundbue opgivet.

Lutyens var først sent kommet ind i arbejdet med monumentet (1930), da Fabian Ware og den australske general, der havde udvalgt mindestedet, var utilfreds med den første arkitekt. Lutyens vendte her i sit design lidt tilbage et tidligere tema, som havde optaget ham meget, idet han så at sige opløste de traditionelle klassiske former.: - de to sidepavillioner og udsigtsplatformen i tårnet med de klassiske søjler og trekanter kom nærmest til at ’at svæve’ frit i rummet, løsrevet fra det øvrige murværk.

Muren bærer navnene på de savnede australiere.

Udkigstårnet er ca. 40 højt

Placeringen af det australske nationale monument ved landsbyen Villers Bretonneux er neget vigtig. Monumentet er rejst på det sted, hvor det lykkedes de allierede styrker at vende slagets gang under den tyske Vestoffensiv d.25 april 1918. Det var australske brigader, som stod for den afgørende indsats i kampen om landsbyen, som ligger få km øst for byen Amiens , der var det vigtigste jernbaneknudepunkt for de allierede og derfor skulle holdes mod tyskerne.

Monumentet skulle blive et af Lutyens’ sidste.

Monumentet over dem alle:

Thiepval

Mens det ydre som anført stort set er blottet for enhver form for udsmykning ses i det indre f.eks.kassetteloft i rundbuerne og kranse oven over panelerne med navnene. (Billedet tv). Det gør det til en både en æstetisk, men også en melankolsk oplevelse at gå rundt i det indre. I midten ses mindestenen (Stone of Remembrance), der er placeret nærmest som et alter – med udsigt til slagmarken i baggrunden. Der er 73.357 navne indgraveret i 56 murpaneler. Men der var jo mange flere savnede i slagene ved Somme, og for at få plads til navnene på andre tusinder savnede britiske faldne opførtes der efter aftale med franskmændene mindre monumenter med mure og søjlegange på enkelte større kirkegårde som bl.a.Pozières, Arras, Dud Corner.

Mere end 200.000 turister besøger Thiepvalmonumentet hvert år - flere end i 1930'erne eller i tiden efter 2.Verdenskrig. Dets symbolske betydning er større end nogensinde - ikke mindst på grund af Lutyens design. men det er selvfølgelig mere end blot stor arkitektur. Det repræsenterer den tragedie og nyttesløshed, som slaget ved Somme var udtryk for. Somme blev en milepæl i moderne britisk og europæisk historie

Monumenternes betydning

i dag

De var tænkt som steder, hvor man kunne sørge over nationens tab – og over egne – og hvor det kunne ses. Denne oprindelige rituelle betydning af monumenterne er delvis blevet overskygget af deres politiske symbolisme. Og efterhånden som sørgetiden var gået, er det symbolismen – den politiske og moralske skyld i krigen og dens hensynsløse ofring af unge mænd - der er blevet tilbage.

Men den politiske symbolisme kan også overdrives i dag. Dengang i 1920’erne og 1930’erne, da monumenterne blev opført, var der ikke tale om, at de (over)levende skulle erkende deres skyld til de faldne og dyrke de faldne som helte, der havde ofret sig.

Kenotafen i Whitehall, London. Monument for de faldne.

Lutyens skulptur fra 1920 blev hurtigt en samlingssted for tusinder af sørgende. Officielle ceremonier på våvenstilstandsdagen afholdes her.

(Foto: Wikipedia)

Formålet med monumenterne var at udtrykke den kollektive trøst til de faldnes familier og hjemstavn – og hjælpe dem til at acceptere dødens brutale kendsgerninger i krig. Og en arkitekt som Lutyens fandt, at den klassiske oldtids arkitektur kunne bedst kunne formidle denne trøst.

Monumenterne er relativt fri for triumfering og vrede. De udtrykker først og fremmest sorg og måske en relativ accept af pligt og skæbne. På den anden side giver de heller ikke indtryk af at være pacifistiske Lutyens selv var det i hvert fald ikke.

Men hvad siger disse store monumenter så os i dag? At krigen var helt ufattelig blodig –at tabene er helt uforståelige. Men nu er der gået 100 år, og i dag er disse monumenter først og fremmest historiske overleveringer fra en tid og en generation, som måtte gå i gennem krigens helvede.

Efter fransk kritik af de britiske planer om hele 10 nationale mindesteder med store britiske imperiemonumenter enedes et fælles fransk-britisk udvalg om 4 store monumenter i Frankrig og to i Belgien. Det eneste monument, som placeredes direkte på slagmarken, var det, som Lutyens tegnede til Thiepvals bakketop.

Lutyens design må siges at være ganske usædvanligt. Men som det ses har han, vanen tro, taget de klassiske elementer (rundbuerne) og anbragt dem oven på hinanden, skiftevis i øst-vest og nord syd retning. Han brugte som model den romerske tredelte triumfbue (Konstantinbuen i Rom) på alle fire sider af monumentet. Dette gav 16 adskilte søjler – og dermed plads til de mere end 60.000 navne på savnede faldne på de mange paneler. Det usædvanlige er således, at buerne er brugt på alle fire sider, og at hver rundbue er anbragt i sin egen masse af mursten, og at disse igen er anbragt ovenpå hinanden trinvis i en pyramideform.

Det ydre bærer ikke nogen udsmykning, når der ses bort fra de hvide linjer og kransene øverst. Der er intet, der ’træder frem’ og forstyrer helheden. Tværtimod – det der fanger øjet, er de trinvise ’tilbagetrækninger’ fra basis og opefter. Monumentet er faktisk et tårn af rundbuer, og det har en form, der minder om oldtidens første pyramider eller ziggurater.

Monumentet stod færdigt i foråret 1932 og blev indviet 1.august samme år af den britiske kronprins og den franske præsident. Monumentet og den tilhørende kirkegår med gravpladser for britiske og franske ukendte soldater skulle ses som en fælles anglo-fransk projekt – også selvom monumentet kun havde britiske navne på savnede.

Litteratur:

Cave, Nigel og Barker, Michael: Thiepval. Exhibition Centre Guidebook (2004)

Crane, David: Empires of the Dead (2013)

Stamp, Gavin: The Memorial to the Missing of the Somme (2016)

Winter, Jay: Sites of Memory, Sites of Mourning (1998)