Marskal af Frankrig
Ferdinand Foch
Ferdinand Foch (1851-1929)
general, marskal af Frankrig (1918).
Statuen af Foch på pladsen foran museet i Compiégne viser ikke blot sejrherren fra 1918. Fochs holdning og navnlig ansigtstræk udstråler den autoritet, styrke og ro, som Foch iflg. hans beundrere - og der var mange - udviste i krigens sidste år. Foch var noget af en dominerende personlighed, hvilket også flere af hans uvenner, bl.a. Clemenceau, den franske regeringschef, måtte indrømme.
Foch havde sandelig også brug for sine personlige egenskaber i 1918. General de Gaulle sagde 20 år senere, at det var Fochs fortjeneste, at han forenede de allierede i en fælles anstengelse for sejren.
Sådan præsenteres en af Frankrigs store mænd, marskal Foch, uden for det museum for våbenstilstanden november 1918, som mere end noget andet erindringssted på Vestfronten, hædrer den franske sejr i 1918.
Foch, der var øverstkommanderende over de allierede styrker i 1918, fik marskaltitlen efter at krigen var vendt (juli-august 1918) og tyskerne var på tilbagetog mod grænsen. Men Foch måtte dele æren for sejren i november 1918 med de andre allierede generaler.
I britisk og amerikansk historieskrivning om 1.Verdenskrig, har han måttet vige pladsen som den ’egentlige’ sejrherre for andre, idet han som fælles allieret øverstkommanderende 'blot' blev set som ’koordinator’ af de allierede styrker.
Derudover har det også tæret på hans renommé, at han som fransk general tidligere havde stået for den traditionelle franske offensive tænkning, der havde krævet forfærdende store tab i krigens tre første år.
Men i nyere tid ser det ud til, at Foch igen er kommet til ære og værdighed. I 100 året for de vestlige allieredes sejr i 1918 er det værd at mindes denne franske marskal, der energisk og beslutsom og med et fremragende strategisk overblik pressede den tyske hær tilbage. Her vil vi se nærmere både på hans militære tænkning og på hans afgørende indsats som ’praktiker’ for de allieredes sejr.
Foch i artilleriets oberstuniform
(1903) (fra Wikipedia)
Ferdinand Foch Ferdinand Foch voksede op i en lille provinsby i nær Lourdes i Sydfrankrig. Ansporet af nederlaget til Tyskland i krigen 1870-71 tog han som 20 årig adgangseksamen til det franske officerskorps. Efter forskellige posteringer rundt om i Frankrig fik han en plads som studerende på ’École Supérieur de Guerre’ – Frankrigs fornemste krigsakademi. Herfra fortsatte han som stabsofficer ved et korps i Montpellier og senere ved generalstaben i Paris. I 1895 vendte han tilbage til École Superieur de Guerre som assisterende professor, en position som han mistede i 1901, da den nye radikale regering sendte ham i ’eksil’ i provinsen.
Foch havde fulgt den franske officerstradition om ikke at blande sig i politik. Men hans stærke katolske tro havde gjort ham suspekt hos de republikanske politikere, selvom han i sin undervisning altid havde fremhævet den enkelte officers pligter over for fædrelandet. For Foch kom patriotismen før religionen. .
Foch - patriot og katolik.
Fochs vigtigste lære af den fransk-tyske krig 1870-71 var troen på ’offensiven’ – en lære, som i høj grad kom til at præge hans militære tænkning. Den franske hær havde været alt for defensiv indstillet i 1870 – derfor nederlaget. Tyskland var Frankrig materielt overlegen, men denne overlegenhed kunne bekæmpes af en ’national vilje’ til at erobre. Den franske nationalkarakter var den tyske overlegen. Foch ville som lærer ved krigsskolen uddanne officerer, der var talentfulde og værdige til at lede den franske soldat. Fochs meget patriotisk engagerede undervisning, hans intellekt og viden og især hans krav om en absolut tro på offensiven (fremhævet i hans bøger: Principes de la Guerre – 1903 – Conduite de la Guerre – 1904.) som hærens vigtigste våben gjorde ham kendt i de militære kredse.
Efter et møde med den nye radikale ministerpræsident Clemenceau i 1907 blev Foch overraskende forfremmet til chef for ’Ecole Supérieur de Guerre’. Den antiklerikale Clemenceau satte Fochs patriotisme over Fochs katolicisme. Han ønskede en leder af skolen, der skulle styrke den offensive moral. Det kom til at holde stik. Fochs lederskab fik stor indflydelse på en generation af franske officerer.
Joffre, den nye chef for den franske generalstab (1911), havde ønsket Foch som sin assistent, men krigsministeren sagde nej. Fochs katolicisme og tidligere rygter om hans antirepublikanisme stod åbenbart stadig i vejen for hans videre karriere. Men i 1913 fik Joffre Foch udnævnt til chef for det strategisk vigtige 20.korps, der var placeret i Nancy, tæt ved grænsen til Tyskland og dermed også på vejen for en fremtidigt tysk angreb på Frankrig.
I den franske Plan XVII, der lå klar i tilfælde af en krig med Tyskland, skulle korpset spille en central rolle for den 2. Franske Armes angreb mod Metz. Det var en ny situation for Foch, der til trods for al sin undervisning og sine bøger om krigens natur aldrig tidligere havde været med i aktiv krigstjeneste! Foch havde ikke som de fleste højere franske officerer deltaget i kolonikrigene, men foretrukket at tjene i Frankrig.
Grænseslaget august 1914
Ved krigens udbrud var Foch chef for det 20. korps i Nancy. Korpset skulle dække flanken på den 2. armé, som skulle føre an i den franske offensiv ind i Lorraine. Men d.2. armé var længe om at sætte i gang, og Foch, hvis korps var gort klart til offensiven, var utålmodig.
Da tilladelsen til at rykke frem omsider kom, avancerede d.20.korps for hurtigt på grund af Fochs iver efter at befri Lorraine. D.20. korps udsatte der ved to andre korps, hvis flanke det skulle dække, for en knusende tysk offensiv. Men arméchefens orde til Foch om omgående retræte blev ikke adlydt (eller ikke modtaget?), og Fochs korps løb kort efter ind i et stort tysk modangreb ved byen Morhange. Det tunge tyske artilleri forårsagede et rent blodbad på det ubeskyttede franske infanteri.
Korpsets tab var på ca. 5000 faldne, sårede og tilfangetagne (korps = to divisioner = ca. 34.000 mand) – på en dag! Foch undgik afskedigelse, fordi general Joffre, den franske øverstkommanderende værdsatte Foch på grund af dennes energi og mod – og selvtillid – og han havde til trods for nederlaget vist sig som en kompetent chef, navnlig i de efterfølgende kampe, hvor tyskerne blev trængt tilbage.
Marneslaget sept. 1914
Under Marneslaget, hvor Foch var chef for d.9.armé, var det hans offensiv, der havde skabt det ’hul’ mellem to tyske arméer, som bidrog til den franske sejr, som stoppede den tyske fremrykning. Marneslaget, der havde engageret over en mio mand på hver side, var blodigt, forvirrende og spredt over et stort areal.
Det var et slag, som krævede en særlig type general, som - i mangel af præcise informationer i en længere periode og derfor ikke i stand til at aktiv handling - alligevel havde den indre sikkerhed, en tro på succes og en utrolig stædighed. En general som Foch!
Som assisterende generalstabschef under Joffre viste Foch også store diplomatiske evner. Hans opgave var at koordinere de belgiske, franske og britiske styrker under forsvaret af Flandern og det nordlige Frankrig. Han optrådte meget taktfuld over for både den selvstændige belgiske konge og den ret svage britiske øverstkommanderende og formåede at holde den samlede front mod tyskerne i efteråret 1914.
Den offensive ånd
Fransk infanteri under angreb. Der er formodentlig tale om en rekonstruktion, men den illustrerer ganske godt den franske offensive ånd. Eller som det hed på fransk ’l’offensive á outrance’. Foch var før krigen (som nævnt oven for) – og i krigens første år – en ivrig apostel for troen på og viljen til offensiven. Offensiven – og dens moralske komponenter: vilje og ånd – var en del af arven fra Napoleon. Det franske infanteri skulle angribes straks og med fuld styrke. (Foto Wikipedia)
Fransk national militærkirkegård i Champagne. Nogle af de mange tusinde grave fra 1915.
Champagne sept. 1915
Året 1915 så Foch og de andre allierede generaler fanget i et dilemma. Krigen var nu en skyttegravskrig. Angreb på fjendens stillinger var nyttesløse – forsvaret var for stærkt. Angribende infanteri havde kun få chancer mod fjendens artilleri, morterer og maskingeværer. Alligevel ville Foch (og Joffre) ikke opgive offensiverne – fjenden kunne kun slås med offensiver!. Han troede nu fast på, at en velplanlagt offensiv indledt med støtte af tungt artilleri kunne skabe det nødvendige gennembrud af den fjendtlige linje. To kostbare franske offensiver – i maj ved Arras og i september i Champagne – med blodige tab (48.000 og 143.000) – kunne ikke fratage ham troen på offensivens afgørende betydning.
Fochs 'nye' strategi
Foch indså nu - efter mer end et års krig - at det stærke tyske forsvar kunne kun brydes på langt sigt med intensivt artilleribombardement af hver tysk linje - og med gentagelse af processen på de efterfølgense linjer så hurtigt som muligt. En lang proces – hvor man skulle spare på infanteriet. (man bekæmper ikke materiel med mænd!) Det tunge artilleri skulle koncentrere sin ild foran eget frontafsnit, således at infanteriet kunne rykke frem 'beskyttet' af et ildtæppe (spærreild) Og artilleriet skulle følge efter. Lige så vigtig som angrebsbombardementet var 'kontrabatteri bombardement', når den fjendtlige skyttegrav var taget. Flyovervågning skulle være præcis. Effekten af hvert bombardement skulle nøje registreres. Infanteriet skulle kun sættes ind mod tyske stillinger, som var registreret som ødelagte. Og infanteriet skulle rykke frem forsigtigt og i spredte grupper (modsat tidligere!) Kort sagt: en mere ’videnskabelig metodisk’ forberedelse af angrebene – men egentlig ikke særlig ny.
Foch 1915. Officielt foto fra forsvarsministeriet. Generalen udstråler energi og beslutsomhed!
Foch ved Somme 1916
Året 1916 var for Foch dybt frustrerende. Slaget om Verdun, som Foch ikke deltog i, hindrede ham i at kunne anvende sin nye ’videnskabelige metode’ på sin egen front (Nord). Desuden deltog han ikke i den overordnede allierede planlægning for 1916. Og den franske overkommando ville ikke følge Foch, når denne ville spare på infanteriet.
Foch havde misbilliget valget af Somme-området til den nye fælles fransk-britiske offensiv i 1916. Landskabet var uegnet iflg. Foch. Angrebsmålene var uklare. Artilleriforberedelserne var klart utilfredsstillende. Der var for lidt af det tunge artilleri og skyttegravsartilleriet. Foch prøvede forgæves at få Joffre (og Haig) til at ændre offensivplanerne.
Men Foch lykkedes med sit job som koordinator af de franske britiske og belgiske styrker på den nordlige del af fronten, dvs. inkl. Somme – men forholdet til den britiske general Haig var præget af, at denne ønskede en helt selvstændig rolle for den voksende britiske styrke. Og det taktiske samarbejde mellem de franske og britiske styrker lod meget tilbage at ønske (se tekst under billedet tv)
Året 1916 efterlod både den britiske og franske regering dybt frustrerede. Hvad skulle der nu ske? Foch foreslog flere offensiver for 1917 for at afværge fremtidige tyske angreb. Men den franske regering ønskede bestemt ikke flere kostbare offensiver. Regeringen ville af nu med både Joffre og Foch. Begge blev fyret i december 1916. Men Foch havde dog ikke forslået offensiver for enhver pris (derfor havde han været imod Somme). En offensiv krævede et meget større antal tunge kanoner, mobile og hurtigtskydende. Foch havde tidligt i krigen erkendt, at krigen var en belejringskrig, en krig om materiel, specielt om kanoner og granater. Angreb med infanteri måtte ske med pansrede vogne, som beskyttes af artilleri, der bekæmper fjendens artilleri.
Fulgte Foch sin ’videnskabelige metode’ i Sommeslaget? Ja – men svagheden ved Fochs detaljerede planlægning af artilleriets bombardementer havde også vist sig: det var vanskeligt at flytte det tunge artilleri til nye positioner efterhånden som fronten flyttede sig, da jorden var rodet op af det foregående bombardment - og af regvejret. Succes i første fase af angrebet betød mindre fart og dermed mindre succes i anden og tredje fase, hvilket var sinkende for hele offensiven. Men artilleriet beskyttede virkelig infanteriet, og kontrabatteriilden var også effektiv…
Foch - udsnit af statuen i Buchevesnes. Flere af de ledende franske generaler var ikke begejstrede for hans udvævnelse til generalstabschef. Man anså ham for at være for impulsiv, brysk, brutal - og fuld af 'pseudo-psykologisk' snak.
Foch - generalstabschef 1917
Fochs karriere som kommanderende general i felten var slut med hans afskedigelse i december 1916. Hans sucesser havde alle været i defensive slag. Hans offensiver var alle kørt fast efter de indledende angreb. Men Foch var langt fra en færdig mand. Han fik overladt planlægning af fremtidige operationer, bl.a. på den italienske front, hvor Foch assisterede den italienske hærchef, og hvor Foch igen viste sine evner som koordinator og igangsætter.
Da Petain, Foch's 'rival' i den franske militære ledelse, blev udnævnt til chef for hele den franske vestfront, overtog Foch hans stilling som generalstabschef (maj 1917). Han blev nu regeringens rådgiver og overtog planlægningen (men ikke ledelsen!) af den franske indsats i krigen - samt ikke mindst samarbejdet med de allierede (briterne og amerikanerne)
Clemenceau - den franske regeringschef - på besøg hos Foch i dennes hovedkvarter.(28.maj 1918) (Foto Wikipedia)
Clemenceau havde som radikal premierminster i 1906 givet Foch jobbet som chef for det ansete militærakademi til trods for Fochs ry som hengiven katolik. Da Clemenceau i slutningen af 1917 vendte tilbage som premierminister, pressede han på over for de britiske og amerikanske ledere for at få en fælles overkommando. Foch blev her nævnt flere gange som den, der bedst kunne 'samle' de forskellige holdninger.
Dog var Clemenceau aldrig helt tryg ved Foch (denne var for slevstændig!?) Men det tjener til hans ære, at han loyalt forsvarede Fochs dispositioner som øverstkommanderende i de vanskelige måneder april og maj 1918, da tyskerne fortsat havde fremgang. Foch havde her korrekt forudset, hvor tyskerne ville sætte deres offensiver ind og disponeret reserverne herefter, til stor bekymring for Haig, som en overgang havde ønsket at trække de britiske styrker tilbage til kanalen!
Da Foch fik sin første store succes som 'generalissimo' i det 2.slag ved Marne i juli 1918, blev Clemenceau så begejstret, at han fik Foch udnævnt til marskal af Frankrig.
Foch - allieret generalissimo april 1918
Den store tyske offensiv på Vestfronten i marts 1918 havde trængt de allierede tilbage mod Marne og Paris. De allierede enedes nu om en fælles militær leder. Den franske premierminister Clemenceau pegede på Foch som den general, der nød størst tillid og som bedst kunne inspirere til fornyet indsats.
Clemenceau havde oprindeligt tænkt sig Petain, helten fra Verdun, som ny leder, men denne gave udtryk for stor pessimisme. Foch derimod var af en noget anden støbning. På det afgørende møde mellem de tre allieredes ledere, svarede Foch følgende, da han blev spurgt om sine planer:
'Oh, min plan er ikke indviklet. Jeg vil kæmpe uden pause. Jeg vil kæmpe foran Amiens (et vigtigt knudepunkt, som tyskerne truede) Jeg vil kæmpe bag Amiens. Jeg vil kæmpe hele tiden. Jeg vil ramme og ryste 'bochen' (tysken)...nu er det som i 1914 ved Marne. Vi må grave os ned og dø, hvor vi står om nødvendigt...at trække sig en eneste fod tilbage vil være forræderi.'
Foch holdt ord! Ganske vist fik han ikke direkte kommando over de allierede hære, idet han fik tildelt den 'strategiske ledelse af de militære operationer' - ikke de taktiske, men han fik både Petain, Haig og Pershing (den am. general) til at stå fast til trods for fornyede tyske offensiver. Det var Fochs store evne til at forhandle og 'taktfuldt overtale' de andre hærchefer til hans følge hans strategiske mål, som sammen med de allieredes materielle overlegendhed blev afgørende for krigens forløb i 1918.
Det var da også Foch, der fik den første store allierede modoffensiv ved Marne sat i gang (18 juli). Slaget blev krigens vendepunkt. Fra da af havde de allierede initiativet og trængte tyskerne tilbage med offensiver over hele fronten.Tyskerne skulle iflg. Foch presses - hele tiden!
Marskal Foch - juli 1918
Foch som marskal. Officielt foto af den militære øverstkommanderende. Billedet er ganske repræsentativt for franske militære ledere. Uanset om generalen er til fods eller til hest - eller om der er tale om et portræt eller et fotografi af generalen, er der visse fælles karakteristika, der fremhæves: personens udstråling af autoritet og ro. Holdningen er rank og blikket er strengt, men fast (se foto 'Foch 1915' oven over). En heroisk og en idealiseret fremstilling af generalen.
Samtidig udstråler generalen også en vis naturlig elegance, som understreges af den prestige, som uniformen giver. Men Foch som menneske fortælles der ikke noget om. Han er fremfor alt defineret af sin militære funktion.
Marskal Foch - monument uden for landsbyen Bouchavesnes, få km syd for Rancourt ved landevejen mod Peronne. Landsbyen blev indtaget af den franske 10.armé d.12. sept.1916 - en af de få successer i offensiven det måned!
Monumentet blev rejst efter krigen med økonomisk bistand fra en norsk skibsreder fra Bergen, som også bidrog til genopbygningen af landsbyen, dels med egne midler og dels med en større indsamling i Bergen. Som tak føjede Bouchevesnes 'Bergen' til sit navn. Skibsrederen havde vistnok valgt denne landsby, idet Foch efter krigen havde sagt, at det afgørende slag ved Somme stod her.
Men indtagelsen af Bouchavesnes viste egentlig kun den dårlige koordinering mellem den britiske indsats nord for floden Somme og den franske syd for floden. Bouchavesnes ligger nord for floden! De to parter kunne simpelthen ikke enes om at koordinere tidspunkterne for deres fælles angreb omkring floden - til trods for at Sommeoffensiven nu havde stået på i 2 1/2 måned!
Foch - stående forrest nr 2 fra højre- omgivet af britiske, franske og amerikanske officerer. Billedet er formodentlig taget inden mødet med de tyske repræsentanter.
(Foto fra Wikipedia)
Foch havde i øvrigt forbudt fotografering ved mødet. Derfor eksisterer der kun tegninger og malerier, der viser de allierede og tyskerne omkring 'forhandlingsbordet' i jernbanevognen bagved.
Jernbanevognen, hvor mødet fandt sted, var en ældre sovevogn, der var kørt ud på et sidespor midt i en lysning i skoven ved byen Compiégne (se artiklen om museet ved Compiégne). Den vogn, som kan ses i museet i dag, er en kopi, idet den oprindelige senere blev destrueret af tyskerne under 2.verdenskrig.
Udtrykket 'forhandlingerne om våbenhvile' er misvisende. Der var snarere takle om udveksling af synspunkter mellem de allierede militære ledere om de krav, som Foch havde formuleret, Over for tyskerne var der tale om et ultimatum!
At det var et ultimatum, der mødte tyskerne ved det første møde i jernbanevognen, kom bag på dem. De havde troet på egentlige forhandlinger. Men de burde måske have været forberedt på en hård behandling. Den noteudveksling om betingelserne for afslutningen af krigen, som de havde haft med den amerikanske præsident Wilson i oktober måned, må have fortalt dem, hvad de kunne forvente.
Våbenstilstanden 11.nov. 1918
Foch havde ønsket at fortsætte krigen, indtil Tyskland overgav sig. Om nødvendigt skulle krigen fortsætte ind i Tyskland. I oktober 1918 planlagde han en offensiv ind i det tidligere franske Lorraine, siden 1871 en del af Tyskland. Han var bange for, at tyskerne ville trække sig tilbage bag Rhinen og forberede en ny offensiv i foråret 1919.
Foch troede ikke på tyskernes vilje til våbenstilstand, selvom det var tyskerne, der havde bedt om den. Han krævede hårde betingelser opfyldt for at acceptere en våbenstilstand: den tyske hær skulle evakuere alt besat land (Belgien, Nordfrankrig m.v) inden 14 dage, udlevere alt militært og industrielt materiel (inkl.. jernbanemateriel) i området. Desuden skulle de allierede sikres et militært brohoved på Rhinens østbred. Og som sikkerhed mod genoptagelse af krigen forlangte Foch yderligere 5000 stykker tungt artilleri, 30.000 maskingeværer, 5000 lokomotiver m.v. udleveret. Og blokaden af Tyskland skulle fortsætte!
Foch afviste politisk indblanding i forhandlingerne med tyskerne om våbenhvilen. Det var kun de militære øverstkommanderende, der var kvalificerede til at forhandle. Kun de kendte de militære styrkeforhold. Våbenstilstanden var en militær sag! Men hermed havde Foch uddybet konflikten med den franske politiske ledelse, først og fremmest Clemenceau. Kravet om besættelse af Rhinområdet – i høj grad et politisk krav som et militært – blev hurtigt et omstridt punkt. Clemenceau fik senere held til at holde Foch uden for indflydelse på selve fredsforhandlingerne, og Fochs krav om en særlig politisk status for Rhinlandet blev ikke fulgt.
Fochs håb om tysk accept af vilkårene for en våbenhvile blev opfyldt. De tyske forhandlere, der ankom til jernbanevognen i Compiégne, blev dybt chokerede over Fochs betingelser og appellerede til ham om i det mindste at mildne blokaden af Tyskland, en blokade, der var en katastrofe for de tyske civilbefolkning.. Foch svarede, at der var tale om en militær våbenstilstand, ikke en krigsafslutning. Foch gentog Bismarcks ord fra 1871: Krieg ist Krieg! Tyskerne fik 72 timer til at svare.
Flere allierede ledere mente, at Foch var for hård. Man burde mildne betingelserne, hvis tyskerne viste tegn på at fortsætte krigen. Andre, som general Pershing (US) og den franske præsident Poincaré, ønskede at invadere Tyskland for at fuldende den allierede sejr. Men Foch stod fast på sit, og tyskerne bøjede sig inden fristens udløb.
Foch - og de andre generaler
Fra venstre: marskal Joffre (fransk øverstkommanderende indtil 1916), marskal Foch (og bag ham hans stabschef Weygand), marskal Haig (britisk øverstkommanderende), general Pershing (amerikansk øverstkommanderende og (med siden til) general Petain (fransk øverstkommanderende).(Foto fra Wikipedia)
Foch havde efterhånden et ganske godt samarbejde med Haig og Pershing - og et nogenlunde samarbejde med Petain. Som øverste leder - eller rettere 'koordinator' - af alle styrker på Vestfronten var det Fochs hovedopgave at holde de allierede chefer 'til ilden' og følge hans overordnede strategi. Fjenden skulle presses konstant med en serie af 'slag', der skulle forhindre ham i at genvinden balancen under tilbagetoget. 'Vi skal ikke stoppe op for at trække vejret....tværtimod skal vi fordoble vore anstrengelser'.
Denne strategi krævede, at de andre chefer blev behandlet med takt og forståelse. Over for den stædige Pershing, der holdt på de amerikanske styrkers 'uafhængighed' og kun ville rykke frem, når de var helt klar, forstod Foch at gå på kompromis. Over for Haig forstod Foch at understrege den britiske hærs betydning for fremgangen. Petain var et noget større problem - han og Foch kunne dårligt sammen - men også her lykkedes det for Foch at få den forsigtige Petain til at følge med frem i offensiverne.
Foch i eftertiden
Foch blev efter krigen ofte sammenlignet med Napoleon (hvis sarkofag er ’hovedattraktionen’ i Invalidekirken). Begejstringen for Foch var stor efter sejren i 1918, både i Frankrig og i England. Men sammenligningen kunne mange historikere ikke acceptere. Navnlig britiske historikere var i mellemkrigsårene kritiske over for Fochs ledelse. Foch blev set som et symbol på fransk militær incompetence. I dag intager han en megen beskeden plads i britiske værker om Den Store krig!
Fochs strategi og hans evner som general diskuteres fortsat. Fochs offensiver i krigens første år led uhyggelige tab – og førte ikke til noget. Her er ikke megen tvivl om, at Foch ikke helt havde erkendt begrænsningerne i den moderne krig. Et tidsskrift har ligefrem udnævnt Foch til den ’værste strateg’ i den Store Krig (lepoint – 2013). Senere, i 1917-1918, gik det som bekendt noget bedre, og Foch har som øverste militære chef i 1918 generelt høstet stor ære for sin indsats på grund af sin energi og sin evne til at lede. Og Foch evner som militær teoretiker anerkendes fortsat.
Men Foch huskes i dag også for sine profetiske ord om Tyskland. Han havde protesteret voldsomt imod traktatens bestemmelser om Rhinlandet (som allierede tropper skulle besætte i 15 år som sikkerhed mod eventuelle tyske angreb). Fogh havde krævet Rhinlandet adskilt fra Tyskland som selvstændigt område, som en slags ’stødpudestat’ mellem Frankrig og Tyskland. I et interview sagde han, at næste gang ville tyskerne ikke begå samme fejl som i 1914. De ville bryde igennem i Nordfrankrig og sikre sig kanalhavnene som baser for operationer mod England. Tyskerne har ingen skrupler, respekterer ingenting…Foch kritiserede gentagne gange Clemenceau offentligt for at have være for blid over tyskerne. Han sammenlignede ham med Don Quixote. Fredsaftalen havde ikke skabt fred …. men en lang periode med våbenstilstand.
Foch i Invalidekirken
Fochs sarkofag i Invalidekirken i Paris – hvor nationens berømte soldater er stedt til hvile. At Foch har fået sit gravmæle her vidner om hans betydning for Frankrig som en heroisk soldat - som marskal af Frankrig.
Sarkofagen, en skulptur i bronze, udført af Paul Landoski (1937), har form som en procession, hvor Fochs lig bæres frem til graven af soldater (de franske ’poilus’ – menige) fra Den Store Krig. Der er en særlig højtidelig stemning over processionen, som på engang kalder på respekt for de faldne og for den afdøde marskals storhed. På kistens sider ses relieffer, der gengiver scener fra slagmarkerne. Reliefferne minder om scener udført i samme stil på græske og romerske monumenter fra den klassiske oldtid..
Fochs død i 1929 medførte nærmest landesorg i Frankrig. Hans begravelsesoptog blev fulgt af store menneskeskarer og over 400.000 defilerede forbi kisten, da Foch inden begravelsen i Invalidekirken lå på castrum doloris under Triumfbuen ved siden af den ukendte soldats grav.
Litteratur:
Greenhalgh, Elizabeth: Foch in Command. The Forging of a First World War General (2014)
Neiberg, Michael S.: Foch. Supreme Allied Commander in the Great War (2003)
Notin, Jean-Christophe: Foch (2008)
Copyright 2016-2018 Bo Jessen
Copyright © All Rights Reserved