Slouch hat - den bulede hat - den karakteristiske australske hovedbeklædning. Hatten her er fra monumentet for de faldne ved Bullecourt 1917.
Et australsk traume
Om eftermiddagen d.19.juli 1916 angreb en australsk og en britisk division hen over en flad mark stærke tyske forsvarsstillinger nær landsbyen Fromelles sydvest for Lille. Angrebet havde til formål at binde tyske tropper og dermed hindre overførsel af flere tyske tropper til forsvaret mod den store britiske offensiv ved Somme længere syd på. Men det dårligt forberedte angreb udviklede sig til et regulært tysk blodbad på de britiske og australske infanterister.
Men hvem havde egentlig ansvaret for dette angreb? Var angrebet i det hele taget nødvendigt? Skulpturen 'Cobber' (herunder) foresøger at forklare den besøgende, hvad australierne gerne vil mindes ved katastrofen. Men australierne mindes også den særdeles uheldige angrebsplan - og den noget inkompetente britiske general. Men var han alene om ansvaret? Uanset hvad - slagmarken 'Fromelles' med kirkegårde, mindesmærker og museum er blevet et 'must' for besøgende på Vestfronten.
Sergent Fraser
'Det var ikke noget let job at få en tung soldat op på ryggen, især ikke hvis han havde brækket en arm eller ben, og der ikke var en bårebærer i nærheden. Du måtte lægge dig ned og få ham op på ryggen og så rejse dig op for så at dukke dig med risiko for at få en kugle i ryggen førend du var kommet i sikkerhed'.
Sergent Fraser beskrev få dage efter angrebet i et brev til venner i Australien, hvordan han og andre, der ikke havde deltaget i angrebet, forsøgte at bringe de sårede i ingenmandsland tilbage til den australske skyttegrav. Både den australske og den tyske artilleriild var ophørt efter den australske tilbagetrækning om morgenen d.20 juli. Ilden fra maskingeværerne var stilnet af. Tyskerne beskød ikke de sårede. Der syntes at herske en slags uofficiel våbenhvile, men samtidige australske beretninger er uenige om, hvorvidt tyske snigskytter var i aktion og skød på de sårede. Fraser mente, at 'Fritz behandlede os rimeligt'.
Alene Frasers kompagni fik bragt over 250 sårede ind i løbet af tre dage. Han huskede specielt en tåget morgen, da han var ude efter en, der havde råbt på hjælp i nærheden af pigtråden foran den tyske linje. Han fandt en anden såret. som han fik hentet nogle bårebærere til. Omtrent 30 m væk hørte han så stemmen igen: ' Glem mig ikke, kammerat'.
Lige efter at våbenstilstanden var trådt i kraft d.11.november 1918 besøgte Charles Bean, Australiens officielle krigshistoriker, slagmarken ved Fromelles. Han og hans fotograf fandt her resterne af mange faldne australske soldater, der havde ligget der siden juli 1916
Vi fandt ingenmandsland fuld af vore døde. I den smalle sektor vest for Laies bækken og øst for Sugarloaf-fremspringet lå der spredt rundt omkring kranier og knogler og iturevne uniformer. Jeg fandt lidt australsk udrustning 50 meter fra hjørnet af fremspringet og knogler fra en australsk officer og adskillige mænd mindre end 100 m fra det...'
'Cobbers' er en meget rigtig figur til Fromellesparken. Den handler ikke om en tåbelig og katastrofal militær aktion, men om modet og medfølelsen hos dem, der risikerede deres liv for at hjælpe de sårede.
Den 2.1 m høje bronzeskulptur viser sergent Fraser, der bærer på en såret soldat. Den er udført af en australsk billedhugger, Peter Corlett, på bestilling af afdelingen for Australiens krigergrave. (Tast for stort billede)
Corlett står også bag 'Digger' skulpturen i mindeparken ved Bullecourt.
Sergent Fraser faldt 10 måneder senere netop under det anden slag om Bullecourt. Hans lig blev aldrig fundet.
'Cobbers'
Baggrunden for parkens tilblivelse var en australsk historikers kampagne for et særligt australsk mindested på Vestfronten. Canadierne havde deres store skulptur på Vimyhøjen, newfoundlænderne havde parken ved Beaumont Hamel og sydafrikanerne deres kapel ved Delvilleskoven. I betragtning af det store australske bidrag og den store offervilje i krigen manglede der noget tilsvarende for australierne.
Oprindeligt var der tænkt på en placering ved Hamel (en australsk sejr her i juli 1918!). Men Fromelles viste i stedet et vigtig australsk karaktertræk: medfølelse med og opofrelse for de sårede og de døde kammerater. Afdelingen for krigergrave, der nu stod i spidsen for projektet, fik finansieringen bragt på plads, og indvielsen kunne finde sted i 1998.
Landskabet
Landskabet er ikke særligt opløftende at se på i dag. Og det var det bestemt heller ikke i 1916. 'En bedrøvelig død slette, med huse her og der og klumper af træer... grøfter og drænrør i alle retninger...' lød det fra en britisk general, som tidligere havde været på stedet. (Billedet herunder tv.)
Det flade land gjorde det uhyggeligt vanskeligt for de angribende infanterister. Det var stort set umuligt at rykke frem uden at blive set fra den tyske linje. Eneste mulighed for at redde livet i granat og kugleregnen - når ens egen spærreild af den tyske linje var ophørt - var at søge tilflugt i en af de smalle gravede dræningsvandløb eller i et granathul.
Tyskerne, der havde lidt forholdsvis små tab under det britiske bombardement, havde let spil med deres maskingeværer. Desuden havde deres udkiksposter på Aubershøjen og i kirketårnet i Fromelles frit udsyn over fjendens stillinger.(Tast for stort billede)
Mellem mindeparken (med flagene til højre i billedet) og kirkegården (de to tårne bagest - australierne og briterne angreb fra nord mod syd - mod beskueren) lå ingenmandslandet mellem de to fronter - ca. 150 m bredt på dette sted. (se kortet 'Fromelles 19-20.juli med styrkernes opstilling længere nede på siden til højre)
Skyttegravene her havde sjældent normal dybde på grund af den høje grundvandsstand i dette flade land. Det var gravenes brystværn af jord og andet materiale, der dominerede. Tyskernes små dækningsrum af beton var som regel lagt ind i skyttegravens sider under brystværnet.
Der er i dag kun få rester af de tyske betonbunkere tilbage i den gamle frontlinje. De fleste bevarede er større kommandobunkere, som er placeret længere inde i det tyske bagland.
DEN AUSTRALSKE MINDEPARK
- hvad man i dag kan se af slagmarken
Mindeparken - 'Australian Memorial Park' - syner ikke af ret meget her i det åbne land. Men placeringen på disse flade marker et lille stykke bag den daværende forreste tyske skyttegrav er alligevel velvalgt. Der er herfra frit udsyn over den gamle slagmark.
Udover skulpturen ses rester af tyske betonbunkere i parken. Meget passende for parken, da de minder om den modstand, som de angribende infanterister var oppe imod. Derudover ser man kun flagene og en informationstavle.
Det er stedet og det omgivende landskab, der er det vigtigste ved siden af skulpturen. Parken bliver i en britisk guidebog betegnet som en af de mest 'evocative' (som kalder på følelserne) på Vestfronten. (tast for stort billede)
Rivière des Layes, som løb bag den tyske linje, men krydsede ingenmandsland øst for fremspringet 'Sugarloaf' (se kortet 'Fromelles 19-20.juli' med styrkernes opstilling længere nede i venstre spalte).
Billedet er taget af den fotograf, som den australske historiker Charles Bean havde med sig på besøg i Fromelles straks efter at våbenhvilen var trådt i kraft d.11.november 1918. Landskabet havde ligget urørt siden juli 1916. Tyskerne havde forladt deres stillinger d.11.novembe lige efter våbenstilstanden. Bean havde ønsket at få et bedre indtryk af slagmarkens landskab.
Desuden ville han forsøge at identificere levn til et fremtidigt australsk krigsmindesmærke. Han rapporterede dagen efter tilbage til den australske arkivsektion, at der var fortsat hundrede af sådanne interessante ting i ingenmandsland, specielt ved Laises, hvor 15 Brigade angreb. Han mente, at man kunne fylde kasser med gammelt udstyr, vandflasker, hjelme m.v.
'Rivière des Layes' midt i Slagmarken 1916-1918
Fromelles på Vestfronten
Kortet til venstre med brigadernes opstilling
Brigadernes opstilling
1. Den australske krigskirkegård. 2. Den australske mindepark. De vigtigste veje, samt åen Layes, er angivet med lysblå farve. De tyske bunkere, som man fortsat kan se se nogle stykker af, ligger syd for vejen Rue de Laval. Adolf Hitler, der var ordonnans i byen Fournes, nogle få km mod sydøst, siges at have opholdt sig i en af bunkerne i tiden for angrebet. De tyske regimenter fra den 6. Bajerske Reservedivision havde været i stillingen i godt et år. I modsætning til den britiske linje var den tyske forreste linje udbygget med egentlige forsvarsstillinger med dækningsrum af beton og med maskingeværstillinger beskyttet af betonelementer. I fremspringet 'Sugarloaf' (den britiske betegnelse!) havde tyskerne, iflg. britiske efterretninger, placeret mindst 4 tunge maskingeværer, som kunne ramme angribende infanterister i siden både mod øst og mod vest!.
General Haking udstedte sine angrebsordrer d.14 juli. De indledende bombardementer skulle efter forsinkelser sættes i gang d.16.juli - og fortsætte d.17.juli med pauser for at få tyskerne til at tro, at nu kom infanteriangrebet. Forinden skulle den tyske front ved La Bassée bombarderes for at skabe forvirring om det britiske angreb.
Kl. 11 om formiddagen d.19.juli (det dårlige vejr var skyld i endnu en udsættelse!) skulle det egentlige bombardement begynde, og derefter skulle 6 infanteribrigader, fra hver division, rette et frontalangreb mod de tyske stillinger. Den australske division skulle angribe mod syd (se kortet tv) - den britiske mod øst. Målet for fremrykningen var 'kun' den anden tyske skyttegravslinje. Præcis var denne lå i forhold til den forreste, var uklart for angriberne.
Bataljonerne (fire i hver brigade) skulle angribe i fire bølger fra kl 18.00. To bataljoner i front og to i reserve.
General Richard Haking
Den britiske general Haking omgivet af to portugisiske kolleger ved Vestfronten, hvor Portugal deltog med nogle divisioner. (Foto fra Wikipedia)
Haking (1862-1945) var en klar repræsentant for den almindelige opfattelse før krigen, at lederskab og moral kom før andre faktorer for at vinde på slagmarken.
I sin bog 'Company Training' (1912) havde han skrevet, at 'der er en regel, som aldrig bør fraviges og som alene kan føre til succes, og det er at trænge frem, altid at angribe'. Svage styrker, der var i angreb, ville kunne slå stærkere styrker i forsvar.
Til trods for angrebsplanens åbenlyse mangler havde Haking insisteret på angrebet. Til trods for at han året før som chef for en division i maj 1915 havde beordret til flere forgæves angreb mod den tyske linje ved Aubers (få km sydvest for Fromelles).
I september 1915 havde han som korpschef stået i spidsen for det fatale britiske angreb ved byen Loos (se kortet oven over over Fromelles området), hvor korpsets to divisioner (ikke de to ved Fromelles) her havde et tab på 8.000 faldne og sårede ud af de 10.000, som indledte angrebet! Angrebsplanen ved Fromelles lignede næsten til forveksling angrebsplanen ved Loos.
KRITIKKEN AF ANGREBSPLANEN
Hele operationen var i den grad forfejlet fra begyndelsen til enden, at det er næsten uforståeligt, at den britiske stab, som var ansvarlig for den, bestod af trænede professionelle soldater... (Brigadegeneral Elliott (1930))
En stor svaghed ved hele angrebsplanen var den korte forberedelsetid. De to divisioner fik kun tre (sic!) dage til at gøre sig klar. De havde kun været ved Vestfronten 7-14-dage! Ammunition til det tunge artilleri skulle gøres klar. Tusinder af håndgranater plus anden forsyning skulle bæres frem til forreste linje - spande med vand, telefonledninger, mad m.v. Og alt dette skulle ske samtidig med at de tyske kanoner ville indlede deres kontrabombardement. Tyskerne kunne jo se de fleste forberedelser fra deres udkiksposter.
En anden stor svaghed ved angrebsplanen var antallet af tunge kanoner til det vigtige bombardement. Der var ganske enkelt for få til at 'dække' hele strækningen på 3,2 km + det tyske bagland.
Der var heller ikke tilstrækkeligt med ammunition. Desuden havde briterne besvær med at lokalisere det tyske artilleri. Flere af artilleristerne havde endnu ikke prøvet at affyre et skud på Vestfronten. Men general Haking mente, at der var tilstrækkelig ildkraft.
Men et endnu større problem var undervurderingen af de tyske maskingeværer. Til trods for de uhyggelige erfaringer med tyske maskingeværer på den første dag i slaget ved Somme, mente Haking, at en ivrig og velmotiveret angrebsstyrke af infanterister ville være i stand til at nå fjendens linje med små tab.
Flere officerer, både britiske og australske, ved Hakings egen stab og ved brigaderne, udtrykte stor betænkelighed ved hele planen, da de hørte om den. En af dem, brigadegeneral Elliott, 15. Aus Brigade, blev forfærdet, da han så sin brigades rolle iflg. planen. Han forudså helt klart et blodbad foran 'Sugarloaf'.
Også officerer ved generalstaben kritiserede planen, men chefen, general Haig, gav den grønt lys. Dog havde han stillet som betingelse, at der var nok tungt britisk artilleri til at uskadeliggøre det tyske artilleri. Hans udsending til general Haking kunne endvidere meddele, at de seneste britiske efterretninger om tyske overførsler af tropper til Sommefronten ikke nødvendiggjorde et afledningsangreb ved Fromelles.
HVORLEDES ANGREBET BLEV FORBEREDT
8. - 18.juli 1916
Den store britiske-franske offensiv ved floden Somme (ses på kortet til højre mellem byerne Albert og Amiens - syd for den indtegnede firkant), der var indledt d.1.juli 1916, var efter et par uger fortsat langt fra at nå sine første mål. General Haig, den britiske øverstkommanderende, ønskede derfor en større afledningsaktion nord for Somme, som kunne få den tyske ledelse til at stoppe deres overførsel af tropper til Sommefronten.
Valget for denne afledningsaktion faldt på området ved Fromelles (se 'Fromelles-kortet for neden til højre). Men det hastede så meget, at der kun var kort tid til at udarbejde en angrebsplan og endnu kortere tid til den praktiske forberedelse, dvs. samling af artilleri, af ammunition og øvrige forsyninger og til træning i angrebstenik fra skyttegrav for både infanterister og artillerister. Resultatet blev en katastrofe for soldaterne.
D.8.juli fik general Richard Haking, chefen for det 11. armékorps, ordre til at forberede et angreb med to divisioner i området syd for Lille. Britiske efterretningsrapporter kunne berette, at tyskerne var begyndt at trække troppe fra Lilleområdet syd på til Somme-fronten. D.13.juli meddelte generalstaben, at angrebet skulle begynde d.18.juli.
Haking ville indlede sit angreb med flere bombardementer, der skulle for tyskerne til at tro, at en større offensiv var under forberedelse ved Fromelles. En del tungt artilleri blev samlet bag fronten ved Fromelles, men på grund af dårligt vejr blev strattidspunktet for bombardementet udsat flere gange.
Samtidig blev angrebsfronten reduceret til 3,7 km, da der ikke var tilstrækkeligt med artilleri og trænede artillerister til at beskytte de angribende infanterister med spærreild og til at ramme det tyske artilleri.
HVORLEDES FORLØB ANGREBET?
Den australske linje natten 19-20.juli
'Sugarloaf'
Et udsnit af slagmarken i dag viser terrænet øst for 'Sugarloaf'. Billedet er taget fra vejen Rue Delvas (se kortet for oven tv) ned mod Sugarloaf, det tyske fremspring i fronten, der udnyttede den lille forhøjning i terrænet til at rette en sand morderisk ild mod de angribende infanterister - både mod vest (briterne) (her bag træet) og mod øst (australierne) (til højre i billedet). Foran i billedet bækken Layes. Vanskeligt at se Sugarloaf (terrænet bag træet), da markarbejdet for længst har jævnet jorden ud. (Tast for stort billede)
Men billedet giver alligevel et indtryk af terrænet. Angriberne kom fra nord (højre side i billedet). En løjtnant husker, hvordan det blev oplevet: 'Vi fik en byge af kugler i vore ansigter, ligesom en sand haglstorm. Den første angrebsbølge faldt som korn for høstmaskinen'. 2. og 3. angrebsbølge nåede halvvejs over ingenmandsland og blev derefter tvunget ned på jorden. Et maskingvær, der affyrede sine salver ned langs Layes, forvandlede bækken til en dødsfælde.
De seks australske angrebsbataljoner (se kortet tv) indledte deres storm kl.17.45. De britiske kl.18.00. Inden angrebet havde tysk artilleri tilføjet dem store tab i udfaldsskyttegraven. Også eget artilleri havde ramt bataljonerne med de såkaldte 'dropshorts'. For de australske soldater, der lige var ankommet fra fronten i Ægypten og ved Gallipoli, hvor der kun var svagt artilleri, syntes det vedvarende, kraftige tyske bombardement at ligne dommedag.
Tyskerne havde holdt de britiske og australske udfaldsskyttegrave under tæt observation. De fremstormende soldater blev da også mødt af en morderisk maskingeværild, da de dukkede op. Af de britiske bataljoner nåede kun en mand frem til den tyske linje ved 'Sugarloaf'. (Kun de australske angreb er vist på kortet tv)
Af de australske angrebsbataljoner nåede nogle kompagnier faktisk frem til den tyske skyttegrav, samtidig med at forsvarerne kom op fra deres dækningsrum for at bemande brystværnet. Australierne fik overtaget i den efterfølgende 'hand-to-hand fighting'. Reservebataljonen kunne nu rykke frem til det erobrede område med sandsække og ammunition, men nu viste det sig, at der ikke var nogen anden og tredje tysk skyttegravslinje. Officererne forsøgte at samle kompagnierne bag en grøft, som skulle gøre det ud for en forsvarslinje mod et kommende tysk modangreb.
Soldater fra 8. brigades bataljoner (31. og 32.) gik for langt i deres søgen efter 2. og 3.tyske forsvarslinje. Flere blev ramt af egne granater fra batterier, der ikke anede, hvor langt de angribende styrker var nået.
Kompagnierne fra 58.Bataljon var gået til angreb kl.21 uden at få besked om, at general Haking havde i mellemtiden havde tilbagekaldt sin ordre om nye angreb på Sugarloaf, da han havde fået meddelelse om, at det forudgående angreb (59. bataljon) havde fejlet. 58. Bataljon gik totalt ned. Kun få af soldaterne overlevede. Historikeren Charles Bean, der var ankommet til slagmarken d.20.juli, har kaldt angrebet 'et af de tapreste og mest håbløse angreb, der nogensinde er foretaget af en australsk enhed'.
De soldater fra 8. og 14.Brigade, der havde indtaget dele af den forreste tyske linje, havde forskanset sig i en ny improviseret linje ca. 100 m inde i det tyske bagland. Men de blev hurtigt udsat for tyske modangreb. Kl.1 om natten løb flere af enhederne tør for ammunition, og nogle timer senere forsøgte de at slå sig tilbage til egen linje igennem den truende tyske omringning. Det lykkedes kun for nogle af dem. Resten faldt eller blev taget til fange.
Sergent Walter H Downing fra Melbourne, Australien
Downing deltog med sin bataljon i flere slag på Vestfronten. Han nedskrev undervejs sine indtryk fra kampene. Hans bog 'To the Last Ridge' udkom i 1920. Det er en levende beskrivelse af livet i bataljonen fra 1916 til 1918 og selvfølgelig præget af sorgen over de faldne kammerater, men også af en lettelse over at være sluppet fra krigen med livet i behold. Ved Fromelles var han 'kun' tilskuer. Senere skulle han få sin sag for ved Bullecourt (april 1917), ved Polygonskoven (sept. 1917) og ved Villers-Bretonneux (april 1918).
15.Brigade
Både angrebsbataljonerne og reservabataljonen fra 15.Brigade (den der var tættest på Sugarloaf) blev udsat for så store tab, at brigaden faktisk ophørte med at eksistere som styrke. 35 af brigadens 39 officerer faldt eller blev såret.
Sergent Walter Downing, der var med i 57. Bataljon, der lå bagest som 'støttebataljon' og dermed ikke direkte i angreb, beskrev senere i sine erindringer, hvordan 'hundrede fra 60. Bataljon blev mejet ned ...men alligevel fortsatte angrebslinjen fremad, tyndere og mere udstrakt'.
59. Bataljon 'kastede sig nu fremad', men de led samme skæbne. To kompagnier fra 58. Bataljon blev også forgæves sendt frem, og da mørket faldt på, var det 57. bataljons tur, men den blev hurtigt kaldt tilbage.
Hvem havde ansvaret for katastrofen?
Brigadegeneral
H.E.Elliott
General
James McCay
Brigadegeneral H.E.Elliott. (foto fra Wikipedia) Både Elliott (15.Brigade) og brigadegeneral Tivey (8.Brigade) var fortvivlede og begge græd, da de om morgenen d.20.juli konfronteredes med tabene og de spredte overlevende, der var nået tilbage. Som nævnt i teksten kunne Elliott ikke glemme general Hakings rolle ved Fromelles. Haking havde ganske simpelt ikke lært af tidligere erfaringer. Han mente, at Haking forsøgte at dække over sine egne fejl - og at han slap godt fra det.
I en tale til veteraner i Canberra i 1930 sagde han, at hele operationen fra begyndelsen til enden blev utroligt klodset udført ('blundered'), og at det var uforståeligt, at de britiske officerer, der var ansvarlig for den, fortsat kunne beholde deres poster
General James McCay.
(Foto fra Wikipedia) - Chefen for den australske division.
McCay havde ikke en heldig hånd under slaget. Han var usikker i sine ordrer og fik ikke stoppet 58.Bataljon inden dens håbløse angreb. Han må bære en stor del af ansvaret for katastofen. Mens både arméchefen og general Haking beholdt deres kommandoer - dog blokerede det britiske krigskabinet for Hakings videre forfremmelse - kom McCay ikke igen i aktiv kamptjeneste - modsat Haking, der var en af general Haigs støtter. Haig foretrak officerer, der var optimistiske og ville vinde! Men en officer, der i højere grad havde brugt sin sunde fornuft, havde næppe haft de store tab, som Haking var ansvarlig for!!.
Den britiske 61.Division havde 1547 faldne og sårede. Den australske 5.Division havde 5533 faldne og sårede, og den tyske 6.Bajerske Division 1582 faldne og sårede. I de britiske angrebsbataljoner var tabene ca. 45%, i de australske 75-80%. Brigadegeneral Elliot (15 Brigade) var både fortvivlet og vred over tabene. Tre dage senere skrev han til en fætter i Storbritannien, at 5.Division var blevet sendt mod de tyske skyttegrave uden tilstrækkelig forberedelse overhovedet, og at hele aktionen var endt med en forfærdelig nedslagtning. Og at det var uklart hvad planen bag aktionen egentlig gik ud på.
Elliotts og de australske soldaters vrede blev ikke mindre af, at det officielle britiske kommuniké efter angrebet omtalte det som 'nogle vigtige raids' mod fjendens linjer - uden at nævne tabene.
Det vakte også stor vrede, at general Haking, som i sin egenskab af korpsgeneral var den ansvarlige leder af angrebet, forsøgte at skyde skylden for det mislykkede angreb på det australske infanteri og på den utilstrækkelige artilleriforberedelse. Han hævdede, at de to divisioners havde manglet erfaring. Med to trænede divisioner havde stillingen været 'en gave'!
En uheldig følge af kampen var en øget mistillid blandt de australske soldater til den britiske ledelse, hvilket umiddelbart syntes ganske forståeligt. Men mistilliden ramte også den menige britiske soldat, 'Tommy', som åbenbart ikke kunne holde flanken mod fjenden (ved Sugarloaf)).
Tyskerne fandt angrebsplanerne på en af de faldne britiske officerer og kunne her få deres mistanke om en ret så begrænset angreb bekræftet. Overførsel af tyske tropper til Sommefronten stoppede ikke.
Hvorfor er Fromelles mere kendt i dag end andre, større slagmarker?
'Genopdagelsen' af Fromelles:
Efter krigens afslutning mødtes veteraner fra Fromelles hvert år d.19.juli. Denne mindesammenkomst var kun et regionalt eller et lokalt træf i Australien. Fromelles var ikke på den nationale dagsorden som Anzac-dagen 25.april eller som mindehøjtidelighederne for Poziere 1916 og 3.Ypres 1917.
Det skyldtes til dels, at der her var tale om større slagmarker med større tab, men også slagmarker med australske sejre. De overlevende ville se sig selv som sejrherrer - ikke som ofre. I 1919 valgte 5.Division Butteshøjen (ved Ypres) til sit divisionsmindesmærke - ikke Fromelles.
Men den stigende interesse for minder fra 1.Verdenskrig i 1990'erne betød, at Fromelles blev 'genopdaget'. Den australske regering var i gang med at opføre nye krigsmindesmærker uden for Australien på slagmarker, hvor australske soldater havde kæmpet. En af disse var Fromelles, der fik sin mindepark i 1998. I 2014 blev det nye museum, som Australien støttede finansielt, indviet.
I 1990'erne var det ikke længere sejrene eller nederlagene, der var i fokus. Interessen var skiftet til de individuelle soldater, til livet i skyttegravene og til de ofre, der var blevet bragt for nationen. Ingen generaler, tak! Sergent Frasers historie pegede på det karakteristiske australske: kammeratskabet - og på selvstændige mænd, der trodser ordrer ovenfra og går ud i ingenmandsland for at redde de sårede kammerater.
Cobber-skulpturen repræsenter både en fornyelse og en videreførelse af det nationale image, som Australien har bygget op siden krigsdeltagelsen 1914-1918. Historikeren Charles Beans bog, The Anzac Book (Anzac=Australian and New Zealand Army Corps) om soldaternes kamp på Gallipoli-halvøen 1915, skulle vise australieren som en sympatisk fyr, fuld af humor og koldblodig i ildkamp, ikke bange for at blive såret. Billedet var ret idealiseret. Men bogen blev ganske populær - og bidrog til følelsen af national identitet.
I 2010 blev bogen genudgivet. Australierens egenskaber var nu udover mod og udholdenhed som i 1915 også: kammeratskab, opofrelse - og ikke evnen til at bruge bajonetten...
Historien om John Simpson:
Sergent Frasers historie kan minde lidt om en anden, meget populær historie fra Gallipolikampene. John Simpson Kirkpatrick var en af de mange bårebærer på slagmarken, som brugte æsler til at fragte de sårede ned fra højderne og ned til hospitalsskibene i Anzac Cove ud for Gallipolikysten. Han og andre bårebærere var under konstant tyrkisk beskydning (granater og snigskytter). Han holdt i tre uger. Historien om ham blev bragt i en australsk avis - og blev hurtig populær. Simpson repræsenterede de 'rigtige' australske dyder - både dengang og i dag.
Bemærk at Frasers og Simpsons historier ikke kun handler om tapperhed i kamp, om at fælde fjenden. Derfor er det Simpson (og senere Fraser), der i årene efter krigen nærmest har fået status som et nationalt ikon - og ikke en general som i andre lande. I dag er så 'the killing' udeladt i myterne.
Nogle forfattere har også villet se et religiøst aspekt i historien om Simpson og æslet, idet de henviser til Jesus's indtog i Jerusalem på et æsel.
Den australske militære kirkegård i Fromelles
VC Corner Cemetery and Memorial. Den eneste krigskirkegård kun med australske faldne. Der er ingen gravsten, da der her er begravet 410 uidentificerede faldne. På muren i baggrunden er indgraveret navnene på 1299 savnede australiere. Navnet VC står for 'Victoria Cross' - den højeste britiske udmærkelse for tapperhed på slagmarken, - en orden som nogle af soldaterne havde vundet året før i nærheden af Fromelles.(Tast for stort billede)
En besøgende på VC Corner har sat et kors (til sekondløjtnant George Scott, Queensland) og et australsk flag midt i et af de store fælles gravsteder.(Foto maj 2015)(Tast for stort billede)
Mindekrans for sekondløjtnant HH Edwards, der som de fleste andre på VC Corner faldt d.19.juli 1916. Kransen lå på stenkanten foran mindevæggen. (Foto maj 2015).
(Tast for stort billede)
Tysk bunker
Tysk bunker lidt syd for frontlinjen i nærheden af Rue de laval (se kortet øverst). Historikerne ved en del om den tyske reservedivision fra Bayern, som lå ved Fromelles, men bortset fra de solide tyske bunkere er det vanskeligt at identificere tyske erindringssteder i dette område. Om det lige er denne bunker, som Hitler i sin egenskab af 'meldegänger' opholdt sig i, er umuligt at sige noget om.
(Tast for stort billede)
'JAGTEN' PÅ DE SAVNEDE FRA FROMELLES
Efter pres fra en gruppe australiere, der mente, at der kunne gøres mere for finde frem til de savnede faldne landsmænd, indvilligede den australske regering i en større geofysisk kortlægning af dele af slagmarken. Denne kortlægning førte i 2007-2008 til opdagelsen af en massegrav ved 'Pheasant Wood' uden for byen. Denne grav viste sig at indholde 203 australske og 3 britiske samt 44 andre af uidentificeret nationalitet. Graven må være anlagt af tyskerne efter slaget.
Hver af disse faldne skulle iflg. traditionen hos CWGC (kommissionen for Commonwealth gravstederne) have et individuelt gravsted. Derfor besluttede man at anlægge en helt ny kirkegård - den første i flere årtier!
DNA-teknikken blev taget i brug for at identificere de faldne, idet DNA prøver fra ligresterne blev sammenlignet med efterkommere efter faldnes familier i Australien og Storbritannien. Dette arbejde har taget flere år og krævet særlige faciliteter på stedet.
Men ingen har kritiseret de store udgifter med dette arbejde. Tværtimod har medierne i de to lande fokuseret meget på det forhold, at familierne i dag nu har fået vished om deres slægnings skæbne - en slægtning, som de godt nok aldrig har set. Men 'familiesagerne er nu lukkede'.
Måske har det også spillet en rolle for indsatsen for de savnede, at alle de australske soldater og officerer var frivillige. Australierne og deres politikere betragtede sig selv som en del af det britiske imperium, som skulle forsvares. Navnet på den australske styrke var 'Australian Imperial Force'. På Vestfronten udgjorde de 5 divisioner ca. 100.000 mand. Hertil kom så enheder i Mellemøsten og i Asien. Forslag om tvungen værnepligt (i 1916 og 1917, da strømmen af frivillige var svundet kraftigt ind) var blevet afvist ved to folkeaftemninger.
De frivillige blev/bliver betragtet som en væsentlig del af den australske kultur. Landet blev opbygget af (hvide) immigranter i 1800-tallet. De meget store afstande og de forholdsvis få indbyggere (under 5 mio i 1914) stillede store krav til den enkeltes selvstændighed og initiativ. Sådan ville/vil australierne gerne se sig selv.
Men dette australske selvopfattelse kan let overdrives. De frivillige meldte sig ud fra flere forskellige motiver: undgå arbejdsløshed, komme væk fra evt. fiasko som indvandrer, god løn i AIF, væk fra det kedelige liv i byerne (ud og se Verden), besøge familien i Storbritannien osv. Men også forpligtelsen til at deltage i en retfærdig krig var et vedvarende og vigtigt motiv.
Men meget lidt vides med sikkerhed. Brevene hjem til familien siger stort set intet om motiverne til at melde sig. Så ved historikerne lidt mere om de frivilliges træningstilstand og (mangel på) disciplin. En brigadechef udtalte, at hans enhed militært set nok var noget af det ringeste, som Australien sendte i krig i 1914.
'Fasanskoven'
I forgrunden udsnit af den nye krigskirkegård, 'Pheasant Wood' - anlagt helt efter de samme retningslinier, som blev brugt i 1920'erne. (Læs mere her...) Den brune bygning til venstre er det nye museum, indviet i 2014. Kirken i baggrunden er den lokale landsbykirke. Bemærk de hvide gravsten - en for hver falden. Delvis i modsætning til franske og tyske krigskirkegårde findes der normalt ikke massegrave på de britiske. Det er en hovedregel, at den enkeltes opofrelse for nationen skal æres med en individuel sten. Hvis ligresterne ikke kan identificeres, lyder indskriften på stenen 'A Soldier Known unto to God'. (Tast for stort billede)
Fromelles museet
Fra 'operationsrummet' i det nye museum i Fromelles. På bordet forrest i billedet kan den besøgende følge med i en computeranimeret slagudvikling. På væggene foto, der illustrerer forskellige scener med autentiske foto samt fundne genstande fra slagmarken.
Museet har også - udover de efterhånden almindelige tableauer med skyttegrave og soldater - en udstilling, der viser arbejdet med anlægget af 'Pheasant Wood' kirkegården og med identificeringen af de mange opgravede faldne. Det illustrerer ganske præcist, hvor langt man kan komme ved brug af DNA i 'jagten på de savnede'. Men der er næppe andre slagmarker på Vestfronten, der står for tur, med mindre bulldozerne støder på nye grave ved opførelse af industricentre eller ved udgravninger til motorveje.
En af de mange ukendte
En af de mange faldne ukendte soldater - 'known unto God' - på Pheasant Wood kirkegården.
Gravstene har nøjagtigt samme udseende som de første, som kirgergravskommissionen fik sat op i 1920'erne. I øvrigt: den nye kirkegård og de mange nye grave blev indviet med fuldt militær honnør i 2010.
(Tast for stort billede).
Litteratur:
Beaumont, Joan: Broken Nation. Australians in the Great War (2013)
Cobb, Paul: Fromelles 1916 (2010)
Downing,W.H.: To the Last Ridge (1920, 2009)
Petersen, Peter: Battleground Europe. Fromelles (2004)
Copyright Bo Jessen 2016
Copyright © All Rights Reserved