I mellemkrigstidens kunst indtager sorgen over de faldne soldater, navnlig de savnede og de ’ukendte’ (ikke identificerede), en fremtrædende plads – måske et udtryk for hvor vanskeligt det var for samfundet at acceptere smerten.

Tabene af menneskeliv i krigen var gjort op. Men omfanget af smerten var ikke. Men kunne man det? Er det ikke urimeligt at bebrejde historikerne, at de stort set har ignoreret den store smerte, der fulgte krigen, når de behandlede mellemkrigstidens historie. Kan man forstå europæisk historie efter 1918, hvis man ikke tager højde for Den store sorg under og efter krigen?.

De fleste historikere har anset det for umuligt at ’historisere’ sorgen. Man kan tælle antallet af enker og faderløse børn og antallet af forældre, der har mistet deres sønner. Man kan redegøre for de vilkår, som staten tilbød de ramte personer, for pensionernes størrelse, og man kan studere den sociale deklassering, der som regel fulgte med tabet af en forsørger. Man kan også måle antallet af pilgrimsrejser til soldaterkirkegårdene i Nordfrankrig og i Belgien. Men alt dette når ikke ind til selve ’smerten’ over tabet hos de ramte. Sorgen var først og fremmest en prøvelse for den enkelte i dennes forfærdelige ensomhed.