Kong Albert af Belgien
Vestfronten i Belgien 1914-1918
Kong Albert 1 ( 1934) -
Konge 1909-1934
(Foto fra Wikipedia)
Introduktion
Albert 1 af Belgien, konge 1909-1934, blev under – og navnlig efter - krigen den store nationale samlingsfigur for landets indbyggere. Tyskerne havde besat det meste af landet. Den belgiske hær med kongen som øverstbefalende holdt stand i området mellem kanalkysten og byen Ypres i den nordvestlige del af landet. Selve byen Ypres samt området syd og vest for byen blev holdt af briterne i alle fire år.
Den belgiske Vestfront strakte sig fra byen Diksmude i det nordvestlige hjørne af landet til havnebyen Nieuport ved kanalkysten på grænsen til Frankrig – en strækning på ca. 35 km. Efter slaget om Yser og Ypres i oktober-november 1914 lå frontlinjen fast frem til efteråret 1918. Kong Albert 1 havde nægtet at lade den belgiske hær deltage i de allierede offensiver, da han frygtede, at hans land ville gå ned med den belgiske hærs tilintetgørelse. Selv små tab ville hæren ikke kunne tåle. Der var ingen reserver at få! Albert havde også arbejdet for en kompromisfred med tyskerne. Han - og den belgiske hær - var i det hele taget en besværlig allieret for briterne og franskmændene.
Erindringssteder
Langs med den del af Vestfronten, som gik igennem det nordvestlige Belgien, ligger der flere interessante erindringssteder, som udover krigen også fortæller en del om Belgiens historie og nutid. (Kortet th).
Fronten fulgte floden Yser, således at de tyske styrker lå på østbredden, og de belgiske på vestbredden.
I Nieuwpoort ligger det store monument for ’heltekongen’ Albert. Som det vil fremgå af billederne herunder er der tale om et ganske imponerende erindringssted!
I Ramskapelle kan man se den store kirkegård for de faldne belgiske soldater. Et lidt anderledes anlæg end de franske og tyske – med gravstene som skulpturer med det belgiske flag.
I Diskmuide er det høje Ysertårn ikke til at komme uden om. Et markant minde om den flamske nationalisme.
2 km nord for byen ses en del af de velbevarede belgiske skyttegrave ved flodens bred. Betegnelsen ’Dødens skyttegrav’ synes rigtig. Der var ikke megen dækning i disse grave.
Den sidste store seværdighed er den tyske kunstner Käthe Kollwitz’s skulpturer på den tyske kirkegård uden for Vladslo.
Dette imponerende monument, der hylder den belgiske kong Albert 1, er placeret tæt på sluserne i byen Nieuwpoort, hvor floden Yser løber ud i Nordsøen. Placeringen skal vise den store betydning, som sluserne og floden havde for det belgiske forsvar 1914-1918, som blev ledet af kongen.
Det var de belgiske veteranorganisationer, der tog initiativet til monumentet. Det blev indviet i 1938 (og renoveret 1973-74). De 20 søjler består af mursten fra Yser dalen. Mange af dem har inskriptioner, der fortæller, hvilke del af fronten, de stammer fra
Den gule murstensrotunde (30 diameter, 100 meter i omkreds) er designet af en belgisk kunstner, Julien de Ridder, statuen af billedhuggeren af Karel Aubroek.
Panelerne på ringen over søjlerne indeholder relieffer med scener fra belgisk arbejdsliv (ydersiden) samt to digte på fransk og flamsk af August Van Cauwelart.
I kælderetagen er der et mindre museum om Yser sluserne. En elevator fører op til toppen af mindesmærket, hvorfra der er en fin udsigt.
Det siges, at monumentet skal ses som den belgiske stats svar på det flamske Ysertårn i Diksmuide.
(Se længere nede)
Kong Albert 1 som belgisk general. Albert tog personligt kommandoen over den belgiske hær ved den tyske invasion og ledte tilbagetoget fra Antwerpen mod Yser.
Han beholdt kommandoen krigen igennem.
Han opholdt sig i frontlinjen flere gange, og rygtet gik, at tyskerne i respekt for hans stilling aldrig skød på ham.
Kongens optræden under krigen vandt ham stor respekt verden over, selv i Tyskland, hvor der var røster fremme om at gøre ham til tysk konge, da han alene ville være i stand til at forsone tyskerne med deres fjender!!
Kong Albert
Det belgiske forsvar var i august 1914 koncentreret omkring Antwerpen ved den tyske indmarch – meget mod den franske militære ledelses ønske. Belgierne burde slutte sig til de franske og britiske styrker. Men Albert holdt på sin hærs uafhængighed, ikke kun i august 1914, men i hele krigen. Og Albert nægtede at forlade den smalle stribe af belgisk jord mellem havet og Ypres, som hans hær forsøgte at holde efter tilbagetoget fra Antwerpen. Og han insisterede på at beholde kommandoen over hæren.
I løbet af krigen blev kongen ofte kritiseret for at være for ’venlig’ over for tyskerne. Han nægtede at deltage i de britiske og franske offensiver – offensiver som han anså for tåbelige, og som gik ud over den belgiske befolkning. Men det lykkedes ham at bevare sin hærs uafhængighed af den britiske og franske ledelse, måske fordi hans magtfulde allierede erkendte den store propagandaværdi i et Belgien forbundet med deres sag.
For kong Albert var bevarelsen af Belgiens uafhængighed det vigtigste politiske mål. Så længe krigen varede, var Tyskland den store trussel. Men Albert frygtede for Belgiens uafhængighed i en efterkrigstid, hvis det blev allieret med en stor magt (Frankrig). Derfor håbede han på en kompromisfred, der kunne genskabe magtbalancen og dermed sikre Belgiens neutralitet. Men hans forsøg på at mægle mellem de allierede og tyskerne var forgæves og udsatte ham for kritik fra allieret side. Han advarede imod at stille for hårde krav til Tyskland ved fredskonferencen i Paris 1919.
Slaget om Yser
Efter at den tyske offensiv i september 1914 var gået i stå ved floden Marne i Nordfrankrig, blev floden Yser i det vestlige Belgien den nye frontlinje mellem de belgiske og de tyske styrker. Slaget om Yser – og hele Ypres-området – var det sidste led i de allieredes og tyskernes kamp om at komme først til havet.
Som billedet tv viser, er landskabet omkring floden helt fladt. Det var denne strækningen mellem byerne Niewpoort og Diksmuide, der blev sat under vand for at stoppe den tyske fremmarch.
Inden da havde den belgiske hær været tvunget til at opgive forsvaret af Antwerpen og var gået tilbage sammen med franske og britiske styrker, der havde dækket det belgiske tilbagetog, mod vest, og d. 18.okt. , havde de allierede styrker dannet en lang forsvarslinje fra Nieuwpoort ned til Ypres og videre ned i Nordfrankrig.
Allerede d. 16. okt. gik den 4.tysk arme, der var fulgt efter de retirerende allierede, til angreb på Diksmuide. To dage efter indledte tyskerne så deres offensiv på hele frontlinjen. Den britiske flådes bombardement ved kysten ved Nieuwpoort holdt tyskerne tilbage her, men belgierne blev alligevel som nævnt ovenfor nødsaget til at sætte en del af frontlinjen under vand for at holde stillingerne (se kortet).
Da de tyske afdelinger, der havde gennembrudt den belgiske front, opdagede, at vandet steg og gjorde det umuligt for soldaterne at færdes i området, trak de sig tilbage til den østlige bred.
Det lykkedes tyskerne at holde fast i et enkelt punkt på flodens Vestbred, men den belgiske front holdt over for yderligere angreb, selvom Diksmuide faldt d.10.nov. Men kampene fortsatte længere syd på omkring Ypres.
Albertmonumentet i Nieuwpoort
Det britiske monument for de savnede i kampene om Belgien
Britisk mindesmærke for de 566 officerer og menige savnede i skaget om Antwerpen i oktober 1914 og i senere raids på den belgiske kyst (1917).
De fleste af de faldne var marinesoldater, som deltog i kampene om Antwerpen.
Den tyske indmarch i Belgien var gået syd om Antwerpen, og briterne indsatte to brigader med marienesoldater, der skulle hjælpe den belgiske hær med at holde byen. Men d.9. oktober måtte alle styrkerne, belgiske og britiske, trækkes tilbage mod kysten.
Mindesmærket er en 8 m høj, bevogtet af tre hvilende løver. Indviet i 1927
Den ene af de tre løver i monumentet, af billedhuggeren C.S Jagger. Det er lykkedes kunstneren med ret enkle midler at gengive løvens sorg og smert!
Dødens skyttegrav
På den belgiske Vestfront var området mellem Yser og den lige jernbanelinje, som lå på en dæmning, fra Diksmuide og Nieuwpoort blevet oversvømmet (kortet for oven). Belgierne og tyskerne lå adskilt fra hinanden af oversvømmelsen. Belgierne lå således bag en uindtagelig ’voldgrav’. Men den sydlige grænse for det oversvømmede område gik et par kilometer nord for Diksmuide, og her lå de krigsførende parter lige over for hinanden. Da det var umuligt at grave ’normale’ skyttegrave langs Yser, måtte soldaterne opbygge forsvarslinjer af sandsække.
I 1924 besluttede de belgiske myndigheder at bevare ca. 400 m af den gamle skyttegrav nord for Diksmuide. Stedet blev besøgt af tusinder af sørgende efterladte og turister, og det blev nødvendigt at beskytte miljøet. For at sikre jorden mod erosion afstivede man siderne med sandsække med cement. I 1992 blev stedet erklæret for et kulturminde, og i 2004 blev en ny museumsbygning indviet.
På den tyske side er der ikke noget erindringssted. For tyskerne var denne del af fronten uden større betydning. Men for belgierne var den altafgørende. Belgiernes heltemodige indsats blev fremhævet under krigen. ’Dødens skyttegrav’ blev et helligt sted.
Belgierne, der var helt afhængig af de allierede med hensyn til alle mulige ressourcer - de kun havde en smal strimmel land – og havde brug for at vise, at de var med! Fronten havde ingen militære betydning for de allierede, men belgiernes deltagelse havde symbolsk og politisk betydning.
Ysertårnet
Ysertårnet med korset i toppen blev indviet i 1965. Det er et officielt monument for den flamske frihed. Bogstaverne i toppen – AVV (lodret) og VVK (vandret) står for ’Alt for Flandern, Flandern for Kristus’. Tårnet er 82 m højt. Et museum for ’Krig, Fred og flamsk frihed’ (1999) fik plads på de 22 etager, som udgør tårnet.
Men tårnet er ikke det første monument for Flandern. I 1928 indledtes bygningen af et flamsk Yserkors, 52 m højt, ved Diksmuide. Byen var blevet valgt, da den årligt efter 1918 blev besøgt af tusinder af ’pilgrimme’, dvs efterladte efter faldne soldater. Komiteen bag korset var flamsk, og korset skulle ses som et sted for faldne flamske soldater. De fleste menige soldater i hæren var flamlændere, hvorimod officererne var vallonere – og kommandosproget var fransk.
Ysertårnet - 82 m højt. Udsigt over det flade flodlandskab fra toppen.
Modsætningen mellem de fransktalende belgiere – vallonerne, der dengang udgjorde den velhavende del af Belgien i modsætning til i dag – var blusset op igen under og efter krigen. Kongen selv talte fransk og ønskede ikke at anerkende flamsk nationalisme eller flamsk som officielt sprog. Mange flamlændere følte sig skidt behandlet af vallonerne og havde derfor samarbejdet med tyskerne, der havde støttet deres kamp for selvstændighed. Et samarbejde, som delvist blev gentaget under den tyske besættelse under 2.Verdenskrig.
Vallonske officerer sprængte som hævn korset i luften i 1946. Sten fra ruinerne blev brugt til at bygge en såkaldt ’fredsport’ (billedet th) (indviet 1950), men flamlænderne ville have deres kors tilbage, og bygningen af et nyt tårn indledtes .
I dag er tårnet erklæret for en Internationalt Fredscenter med et ganske interessant museum, der absolut er et besøg værd.
Yserporten - ruinen med det flamske nationalistiske vartegn.
Ramskapelle
I landsbyen syd for Nieuwpoort ses denne kirkegård med faldne belgiske soldater med 632 grave, hvoraf de 400 ukendte. De fleste faldt i kampene ved Yser i efteråret 1914. De vidner sammen med øvrige 60.000 øvrige grave i det østlige og centrale Belgien om landets hårde modstand mod den tyske invasion.
Gravene er placeret i rækker i koncentriske halvcirkler. Gravstene blev designet af en belgisk arkitekt.
De sørgende forældre
De to skulpturer af billedhuggeren Käthe Kollwitz på den tyske militære kirkegård i Vladslo 3 km nordøst for Diksmuide er kendt i hele Vesteuropa, dels på grund af det ry som kritisk kunstner, som Kollwitz havde opnået under og efter krigen – og dels på grund af den personlige tragedie, som lå bag skulpturernes tilblivelse.
Læs mere her om historien om Käthe Kollwitz og hendes søn Peter, som faldt i krigens første efterår.
De bevarede skyttegrave følger floden bred nogle 100 meter mod nord (til højre i billedet)
Disse skyttegrave var belgiernes forreste forsvarslinje i fra november 1914 til september 1918. Soldaterne i linjen var konstant udsat for artilleri- og maskingeværild fra tyske vagttårne på den modsatte bred. Men også for mand til mand kampe, når tyske soldater havde infiltreret skyttegravene. Specielt tyske snigskytte var effektive, da belgierne var udsat fra ild fra tre sider!
Men også de tyske soldater var udsatte, og de var ligesom de belgiske tvunget til at færdes på planker henover det sumpede terræn,år der skulle bringes forsyninger frem til stillingerne, og dræbte og sårede skulle transporteres tilbage. Soldaterne var på vagt i dette helvede tre dage af gangen. Derefter tilbragte de tre dage i baglandet.
Litteratur:
Fabiansson, Nils: Historien om Västfronten. I spåren av första världskriget (2014)
Major & Mrs Holts Battlefield Guide. The Western Front - North (2007)
Woodward, David: King Albert in World War 1 (art. i 'History Today' (9, 1975)
Copyright Bo Jessen 2016-17
Copyright © All Rights Reserved