Compiègne museet
Marskal Fochs jernbanevogn
Jernbanevognen, hvor våbenstilstandsaftalen blev underskrevet i november 1918, blev taget i brug af sovevognsselskab Compagnie des wagon-lits i 1914. I 1918 indgik den i marskal Fochs tog (det franske militære hovedkvarter) ved Senlis. Her blev den indrettet med salon og kontor, og i oktober 1918 blev den stillet til rådighed for Marskal Foch selv. D.7 nov. var den en del af det tog med de franske forhandlere, som blev kørt ind i en lysning (Rethondes – opkaldt efter en ældre jernbanestation i nærheden) i skoven ved Compiègne. Et andet tog blev indrettet til den tyske forhandlingsdelegation. Stedet lå et stykke fra fronten og var valgt på grund af dets isolation.
Wagonen (det var oprindeligt et sovevogn - wagon) blev udstillet på sporene i Rethondes-lysningen i skoven i tiden mellem de to verdenskrigen. Den returnerede til ’civil’ tjeneste i sept. 1919, men efter krav fra regeringen blev den opstillet i Invalidemuseets gård (Paris). I 1927 blev den efter ønske fra borgmesteren i Compiègne kørt tilbage til lysningen i Compiegneskoven, hvor den nyopførte museumsbygning stod parat til den. Indvielsen her blev overværet af marskal Foch og de andre allierede deltagere i våbenstilstandsforhandlingerne.
Efter Frankrigs nederlag i juni 1940 underskrev de franske forhandlere, på Hitlers forlangende, våbenstilstanden med Tyskland i den gamle jernbanevogn. Derefter blev den ført til Tyskland som krigsbytte, og lysningen blev pløjet op og bygningen og monumenter demonteret. Vognen blev udstillet i Berlin indtil april 1945, da den blev ødelagt på Hitlers ordre.
Efter 2.Verdenskrigs afslutning blev en vogn fra samme produktionsserie (1913) opstillet i den genopførte bygning i lysningen. Det indre af vognen blev før tilbage til samme udseende som marskal Fochs vogn i 1918, og flere genstande fra Fochs tid blev anbragt i vognen. Vognen (og museet) blev genindviet i 1950. Der er ikke adgang til vognen.
Det centrale rum efter jernbanevognen i museet er rotunden med udstillinger af foto fra skyttegravskrigen samt montre med udsmykkede granathylstre (’skyttegravskunst’).
I krypten ses de tre vestmagters soldater og flag. Foran den britiske soldat ses et Hotchkiss maskingevær, et af skyttegravens frygtede forsvarsvåben. På væggene til venstre og højre for krypten ses navnene på de mest berømte slagmarker på Vestfronten. Forneden til højre er tilføjet Italien og Orienten. Det er ikke klart, hvad pyramiden med det runde ’fad’ i midten skal symbolisere.
Museets indeholder montre med fund fra slagmarkerne (granatrester m.v.), uniformer forskellige typer af håndvåben, malerier som det th, avisforsider, dokumenter mv.
Men der er ikke ret meget om selve våbenstilstands forhandlingerne, og mange besøgende har undret sig over, at der på museet ikke vises foto fra forhandlingerne og fra selve undertegnelsen af våbenstilstandsaftalen. Vi har foto fra de tilsvarende begivenheder, der viser underskrivelsen af de tyske (og japanske) kapitulationer i 1945.
Men forklaringen er enkel. Marskal Foch havde forbudt, at der blev taget billeder af de tyske forhandlere. Mellem de 8 og d.11.november blev der kun taget få billeder af de to jernbanetog. Det var lykkedes en jernbanefunktionær at tage et par billeder.
Rotunden
Museets genstande
For en historisk interesseret besøgende er der plakater, dokumenter, malerier og avisforsider fra 1918-1919, der er værd at studere nærmere. Desværre bærer hele udstillingen præg a,f at der er kneben plads på væggene og i de noget forældede montre med dårligt lys. Men det skal man ikke lade sig gå på af. Det giver blot de fem rum en ’historisk atmosfære’ tilbage fra 1920’erne
Overskriften i denne franske avis fortæller, at freden med Tyskland nu er underskrevet i Versailles (28.juni 1919). Under overskriften meddeles det, at netop i den berømte spejlsal (i Versailles slottet), hvor den tyske konge Wilhelm 1 i 1871 efter det katastrofale franske nederlag blev udråbt til tysk kejser, ’har det besejrede Wilhelm d.2.’s Tyskland underkastet sig de universelle love for ret og retfærdighed’. Man fornemmer straks den franske stolthed over at have hævnet nederlaget i 1871. Tyskland er slået! Tyskland har ved freden i Versailles juni 1919 måttet bøje sig for den internationale orden, for verdensfreden – og for Frankrig og for de to vestallierede, Storbritannien og USA.
Men selvom der er meget lidt om Tyskland i museets udstilling, bærer det, bortset fra ovennævnte avisoverskrift, ikke præg af at være en hyldest til sejren. Snarere giver udvalget af de ting, der vises – foto, plakater, malerier osv – indtryk af en vis resignation. Krigen er afsluttet, det var en forfærdelig krig, Frankrig holdt ud og Tyskland, ikke Frankrig, blev besejret.
Pladsen
Pladsen foran museet med det ene jernbanespor markeret med granitsten med indskriptioner. Det andet spor lå et stykke væk. Begge spor var forbundet med jernbanelinjen til byen Compiègne og var bygget til det meget tunge artilleri, der var placeret på jernbanevogne. Artilleriet kunne nå de tyske linjer flere kilometer væk.
Marskal Foch havde i oktober 1918 bedt ledelsen af de militære transporter om at finde et sted, der var egnet til at føre de forventede forhandlinger om våbenstilstand med tyskerne. Foch havde bedt om et ’ensomt beliggende sted, som kunne sikre ro, stilhed, isolation, respekt for den slagne modpart, mens forhandlingerne foregik’. Transportledelsen fandt frem til dette sted med de to jernbanespor midt i skoven ved Compégne i nærheden af den lille Rethondes jernbanestation.
Midt på pladsen er der placeret en stor, flad rektangulær granitsten med følgende sejrsindskrift: ’Her, d.11.november 1918, blev det tyske kejserriges kriminelle stolthed besejret af de frie folk, som det forsøgte at underkue’.
Indskriften indlader ikke megen tvivl om den franske holdning til Tyskland. En holdning, som krigen havde forstærket, og som i mellemkrigstiden blandedes med frygt for, hvad Tyskland kunne finde på – navnlig da Frankrig med våbenstilstanden og den efterfølgende fredsslutning i 1919 ikke opnåede den militære sikkerhed over for Tyskland, som det havde krævet i forhandlingerne med de to allierede.
Stenpladen blev (ligesom Fochs jernbanevogn) ført til Tyskland efter den franske kapitulation i juni 1940. Her blev den fundet og ført tilbage til den rekonstruerede plads i 1946.
På pladsen findes flere forskellige monumenter, bl.a. denne sten, som er placeret i et mindre anlæg. Stenen er dedikeret til de faldne franske soldater i krigene 1870-71, 1914-1918, 1939-45, krigene i Nordafrika og i Indokina.
I samme anlæg finder man denne mindesten over 39 Regiments to oberster, faldet d.5 august 1914. Stene er rejst af veteraner fra regimentet.
Franske, britiske og amerikanske officerer i marskal Fochs våbenstilstandsdelegation foran jernbanevognen, hvor underskrivelsen fandt sted.
Marskal Foch ses som nr.2. fra højre. Fotografen kendes ikke. Billedet må være taget enten før eller efter ceremonien.
(Kopi fra Wikicommons)
Af respekt for den tysk delegation havde Foch forbudt, at der blevet taget foto. Men dette er altså en undtagelse
Et museeum og en plads, der hylder krigens afslutning, ville ikke være noget uden en statue af den franske marskal Foch, de allieredes øverstkommanderende i 1918, 'hovedarkitekten' bag de allieredes sejr.
Her er han så i al sin magt og vælde - hyldet ikke kun her, men over hele Frankrig med statuer, med pladser og avenuer, der er opkaldt efter ham. Mærkeligt nok fik statuen lov at blive stående, da pladsen blev ryddet på Hitlers ordre i 19140.
Den tyske hær var på tilbagetog fra juli 1918. Under indtryk af det vedvarende allierede pres på Vestfronten krævede den tyske hærledelse af regeringen, at den indledte forhandlinger om våbenstilstand – inden hæren led endnu større tab og ikke længere kunne forsvare Tyskland. Den nye tyske rigskansler, prins Max af Baden, henvendte sig da til den amerikanske præsident Wilson – og ikke til den franske og britiske regering – i håb om ’mildere’ behandling - med ønske om forhandling om våbenstilstand på basis af Wilsons taler og de 14 punkter.
Men det viste sig, at præsident Wilson alligevel stillede skrappe betingelser: tyskerne skulle stoppe den uindskrænkede ubådskrig og den brændte jords taktik under tilbagetrækningen i Nordfrankrig og Belgien. Betingelserne for våbenstilstanden, der skulle garantere den allierede overlegenhed, skulle stilles af de allieredes militære myndigheder.
I en senere svarnote gik Wilson et skridt videre. Våbenstilstanden skulle gøre det umuligt for tyskerne at genoptage krigen. Desuden skulle tyskerne gøre op med ’de militære herrer og monarkiets autokrater’. Den tyske regering, der var ved at miste troen på den tyske hærledelses evner til at føre krigen videre, så ingen anden mulighed end at acceptere de amerikanske krav. Man måtte redde, hvad reddes kunne. Der var ingen reserver til at fortsætte krigen med. En fortsættelse ville alligevel ikke skaffe bedre forhandlingsbetingelser. På et regeringsmøde den 17.okt. enedes man om at acceptere Wilsons betingelser.
I den tyske overkommando afviste de to chefer, Hindenburg og Ludendorff, derimod Wilsons krav. Men regeringen svarede igen ved at bede kejseren stå fast over for militærledelsen. Det gjorde han, og Ludendorff, der nærmest enevældigt var stået i spidsen for den tyske krigsførelse, blev afskediget.
Den allierede øverstkommanderende, marskal Foch, havde allerede fra d.12.okt udarbejdet de nærmere betingelser for en våbenstilstand: tysk evakuering af Frankrig, Belgien og Luxembourg, allieret besættelse af Alsace-Lorraine, af Rhinens vestbred samt brohoveder på Rhinens østbred. Endvidere ønskede han sanktioner mod tyskerne, som i senere fredsforhandlinger kunne sikre, at tyskerne ville bøje sig for de allieredes krav. Den franske regering fulgte denne linje.
De britiske militære ledere var delte i spørgsmålet om krav til tyskerne. General Haig var her den moderate, mens imperiets øverstkommanderende Henry Wilson og flådeledelsen var mere på linje med Foch. På en konference i Paris (29.okt. – 4-nov.) enedes de europæiske politikere om at følge præsident Wilsons 14 punkter – og Wilson bøjede sig til gengæld for de europæiske militære lederes krav vedr. våbenstilstandsbetingelserne.
At de politikerne og de militære ledere ikke gik videre i deres krav og forlangte en tysk overgivelse (’unconditional surrender’ som den amerikanske general Perkins havde gjort sig til talsmand for) skyldtes i virkeligheden den erkendelse, at de allierede måtte ende krigen nu og ikke føre den videre ind i Tyskland. Det vigtige var at stille betíngelser, der gjorde det umuligt for tyskerne at fortsætte krigen. Udover besættelse af tyske landområder drejede det sig om tysk udlevering af tusinder af tungt artilleri, fly, maskingeværer, lokomotiver, togvogne og lastbiler. Desuden skulle tyskerne trække sig tilbage fra alle erobringer på østfronten. Og blokaden skulle fortsætte. I virkeligheden var der ikke således langt til ’unconditional surrender’!
I mellemtiden var briterne brudt igennem den tyske front ved Sambre, og franske og amerikanske styrker nærmede sig Sedan. Bulgarien, Tyrkiet og Østrig-Ungarn var allerede ude af krigen. Og revolutionen hjemme i Tyskland var begyndt. D.4.nov. i Kiel, hvor matroser og ammunitionsarbejdere gjorde fælles sag mod officererne og myndighederne på land. Revolutionen spredte sig hurtigt til resten af Tyskland, og d.9.nov. flygtede kejseren til Holland. Regeringen – nu med socialdemokrater ved roret – havde iflg. Ludendorffs efterfølger, general Groener, ikke noget valg. Våbenstilstandsbetingelserne måtte accepteres hurtigst muligt, hvis man skulle undgå en opløsning af riget. Hærenheder bag fronten deltog i revolutionen.
D.7.november krydsede de tyske delegerede de franske linjer og blev transporteret videre med bil og tog til lysningen i Compiègne skoven, hvor de blev installeret i det andet tog, der holdt parallelt med Fochs tog i en afstand af ca. 100 m. De fire tyskere, med zentrumspolitikeren Mathias Erzberger i spidsen for en gruppe bestående af en embedsmand fra udenrigsministeriet og to officerer, lyttede rystet til våbenstilstandsbetingelserne, som blev præsenteret for dem af Foch i hans jernbanevogn.
Erzberger forsøgte at lægge op til en forhandling om betingelserne, men blev afvist af Foch. Foch havde ikke noget mandat til at forhandle. De tyske delegerede måtte da i princippet acceptere kravene. En kurer blev sendt tilbage til Berlin, hvor ministrene i den nye socialdemokratiske regering enedes om at give efter, men under protest. Det lykkedes dog Erzberger om morgenen d.11.november at opnå nogle indrømmelser (udlevering af færre lastbiler, maskingeværer og flyvemaskiner end oprindeligt krævet – samt en smallere neutral zone på Rhinens vestbred.). Våbenstilstanden trådte derefter i kraft kl.11 om formiddagen.
Våbenstilstandsforhandlingerne
______________________________________________________________________________________________
Copyright Bo Jessen 2017
Litteratur
'Welcome to the Armistice Glade Memorial' - brochure til samlingerne (u.å.)
'Wagon de ''Armistice', fr.wikipedia.org (set jan.2017)
Våbenstilstandsmuseet, www.musee-armistice-14-18.fr (set jan.2017)
Stevenson, David: With Our Backs to the Wall. Victory and Defeat in 1918 (2012)
Copyright © All Rights Reserved